Lyt til artiklen:

Oksekødsprisen tager et markant hop

00:00
Hastighed: ???x
02:01

På tærsklen til sommerferien tager afregningen på oksekød herhjemme igen et markant hop.

Eksporten holder fortsat et flot niveau, mens foodservicebranchen for alvor er kommet ind i en god gænge med høj efterspørgsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor hæver Danish Crown Beef i den kommende uge afregningen for alle kategorier. Afregningen for Dansk Kalv samt kalve og kvier under 12 måneder øges med 90 øre/kg, mens alle øvrige kategorier stiger med 75 øre/kg, skriver Danish Crown Beef i sin markedsberetning.

Den stigende afregningspris skal ses i forhold til, at mens efterspørgslen på de allerdyreste udskæringer ikke nødvendigvis matcher tidligere niveauer, er appetitten på oksekød ikke dalet blandt forbrugere og kunder. De tilvælger i nogle sammenhænge blot "billigere" udskæringer og produkter fra Danish Crown Beef.

- Der er ikke sket de store forandringer i foodservice, idet markedet fortsat holder et højt niveau. De har travlt og grossisterne er generelt tilfredse, selvom vi ser et lidt svagere salg af de største og dyreste udskæringer. Omvendt er der så ekstra meget plads til de "billigere" varer i form af eksempelvis vores sortiment af burgerprodukter, hvor er rigtig flot - også på eksportsiden, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef og uddyber:

- Det sydlige Europa lægger fortsat fine ordrer, så der er ingen slinger i valsen på den front, mens industrikunderne også er begyndt at lægge følere ud på en række kategorier - også på produkter, der ikke tidligere har været opmærksomhed omkring fra den front. Samtidig ser der igen ud til at være fint momentum undervejs i Asien, som kan være med til at give et rygstød til den del af forretningen, siger han.

Overordnet er der godt styr på detailsalget, hvor Danish Crown Beef leverer tilfredsstillende på eksisterende ordrer og holder stram styring med lageret. I den kommende uge tegnes salget især af kampagner på blandt andet grillsortimentet i forskellige kæder.