Lyt til artiklen:

Global frøvirksomhed leverer stærkt halvårsregnskab

00:00
Hastighed: ???x
03:38

Frøvarevirksomheden DLF præsenterer et stærkt halvårsresultatet. Der har generelt været god efterspørgsel efter græs- og kløverfrø på det globale marked. Der har samtidig været en forsyningsknaphed, som har været særligt udtalt i Nordamerika, skriver DLF i en pressemeddelelse.

Koncernomsætningen er steget 11,6 procent i perioden sammenlignet med året før. Det dækker over en omsætningsvækst på 12,2 procent i foder- og plænefrøaktiviteterne, mens omsætningen i roe- og grøntsagsfrøaktiviteterne er steget med 5,3 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stigningen i koncernomsætningen skyldes således især, at det har været muligt at opnå højere priser i markedet for foder og plænefrø. Fremgangen i roe- og grøntsagsfrøaktiviteterne kan henføres til sukkerroe- og kartoffelaktiviteterne.

Truels Damsgaard, CEO i DLF, glæder sig over en god start på sæsonen 2021/22:

- Vi har opnået et bemærkelsesværdigt resultat for første halvår af 2021/22, der har overgået vores forventninger, og det er især det nordamerikanske marked, der har overrasket os. Frøhøsten 2021 i Nordamerika var væsentligt dårligere end normalt på grund af en usædvanlig lang tørkeperiode i vækstsæsonen, og det har markedspriserne reageret på. Vi ser for øjeblikket nordamerikanske priser, der har nået et historisk højt niveau, siger Truels Damsgaard, CEO i DLF.

Frøhøst over normalen

Den danske frøhøst var i 2021 over normalen, mens andre frøproducerende lande i Europa ikke nåede op på normaludbytter. På den sydlige halvkugle er frøhøsten i New Zealand præget af regnvejr og bliver under normalen. Den samme tendens gælder i Sydamerika, hvor tørt vejr har pillet pynten af frøudbytterne.

Sammenlignet med forrige halvår har DLF-koncernens nordamerikanske foder-og plæneforretning bidraget med en væsentlig stigning i indtjeningen. I Oceanien og Sydamerika er indtjeningen også øget, og indtjeningen på det europæiske marked i første halvår af 2021/22 har holdt niveauet sammenlignet med samme periode forrige år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Roefrøforretningen i DLF Beet Seed, har leveret en bedre indtjening, som både skyldes en periodeforskydning og et ændret salgsmix, mens læggekartoffelforretningen i Danespo har genvundet momentum i afsætningen af læggekartofler til Nordafrika efter Covid-19 nedlukningerne. Samlet set bidrager roe- og grøntsagsfrøforretningen med et forbedret driftsresultat i perioden sammenlignet med samme periode året før.

Fyldte ordrebøger

- Vi er lige nu midt i vores højsæson, hvor vi afsætter over halvdelen af vores frø. Ordrebøgerne er fyldt godt op, og vores forsyningskæde kører for fuld kraft. På trods af Corona-restriktioner har vores medarbejdere formået at holde leverancerne i et godt flow, og det er en kraftpræstation, som medarbejderne på alle niveauer fortjener stor ros for, siger Truels Damsgaard.

- De aktuelle geopolitiske begivenheder vedrørende den militære situation i Ukraine repræsenterer en strategisk og kommerciel eksponering for DLF-koncernen. Det vil sandsynligvis have en vis indvirkning på den nuværende sæson og fremover, men det er vanskeligt at kvantificere på nuværende tidspunkt. Vi vil i begrænset omfang kunne omdirigere frø til andre markeder, men da vi er tæt på etableringssæsonen, lukker vinduet snart, siger Truels Damsgaard.