Det kan hurtigt blive til rigtig mange kilometers gang, når flyvehavren skal luges fra markere. Men fjernes, det skal det, for det er nemlig lovpligtigt. Både på dyrkede og udyrkede arealer har brugeren eller ejeren af jorden pligt til at fjerne flyvehavren, så snart den bliver opdaget.

Hvis ikke flyvehavren bliver fjernet, spreder den sig hurtigt, og det kan få konsekvenser for udbyttet og øger omkostningerne til bekæmpelsen. Derfor er det vigtigt at bekæmpe flyvehavren rettidigt. Det kan gøres enten mekanisk eller med kemi, men den mest anvendte metode er manuel lugning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marksynskøretøjet giver et bedre overblik, fordi man sidder i aksehøjde. Når man går rundt almindeligt i marken, kan flyvehavreplanten gemme sig, så man faktisk overser den

Peter Offersen, flyvehavren.dk

Peter Offersen, der står bag flyvehavren.dk har udviklet et marksynskøretøj til at lette arbejdet. Med marksynskøretøjet kan man spare de tidskrævende vandringer i marken, og det kan i sidste ende ses på bundlinjen.

- Marksynskøretøjet giver et bedre overblik, fordi man sidder i aksehøjde. Når man går rundt almindeligt i marken, kan flyvehavreplanten gemme sig, så man faktisk overser den. Det er bedre at komme ned i højden, så er de meget nemmere at se. Det øger kvaliteten af arbejdet, så man hurtigere får udryddet planten, fortæller Peter Offersen, og fortsætter:

- Marksynskøretøjet er også godt for miljøet, fordi det kan være en god erstatning til at bekæmpe flyvehavren med kemi.

20 hektar i timen

Med køretøjet kan man nå over arealet to til fire gange hurtigere end til fods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når jeg går, kan jeg tage maks fem hektar i timen, afhængigt af hvor meget, jeg skal væk fra sporet. Med køretøjet kan jeg nå helt op til 15-20 hektar i timen, siger Peter Offersen.

En af de landmænd, der har god erfaring med køretøjet, er Lars Mathiassen, der har en bedrift syd for Brande. Han dyrker hvert år mellem 220 og 250 hektar, hvor to tredjedele af arealet er fremavl. Derfor må det ikke sprøjtes for flyvehavre, men det skal synes og godkendes af en landbrugskonsulent for at sikre, at den uønskede afgrøde ikke er i marken.

- Efter at have prøvet køretøjet blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at vi skulle have det, for det sparer os for en masse tid, og man ser flyvehavren rigtig godt i den højde. Når man luger til fods, bliver man hurtigt træt efter den første dag, og så kan man miste koncentration. Det sker ikke på samme måde med køretøjet, siger Lars Mathiassen.