Abonnementsartikel

I Grenaa vil man ikke undvære det årlige høstmarked, som bringer landbruget til byen.

På et planlægningsmøde i handelsstandsforeningen ShopiCity i Grenaa, blev man i efteråret 2018 enige om, at posen skulle rystes for at finde ud af, hvilke arrangementer der i fremtiden skulle trække folk til byen, skriver Djursland LandboForening i en pressemeddelelse. Samtlige arbejdsgrupper understregede uden undtagelse, at høstmarkedet, hvor landbruget kommer til byen, er et stort og vigtigt arrangement, som ingen af medlemmerne af ShopiCity ønskede at undvære.

- Der er mega opbakning til høstmarkedet. Faktisk så meget at flere af vores medlemmer kan se en stor fordel i at være på Torvet denne dag med en stand. Det er så betydningsfuldt for os. Det er der ingen, der vil undvære, fortæller Palle Mikkelsen, koordinator i ShopiCity, som i samarbejde med Djursland Landboforening arrangerer høstmarkedet, som i år finder sted 28. september på Torvet i Grenaa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hele Torvet bliver afspærret for trafik, så børn og voksne sikkert kan færdes mellem maskiner og dyr og de aktiviteter, der finder sted.

Maskinerne trækker folk til

Den særdeles store opbakning fra samtlige arbejdsgrupper skyldes, at høstmarkedet trækker rigtig mange folk til byen. Antallet afhænger naturligvis af vejret, men Palle Mikkelsen vurderer, at markedet trækker mellem 2000 og 3000 mennesker. Allerede inden butikkerne og markedet åbner, står familier i kø til en gratis ridetur på hesteryg og for at tage billeder af de store maskiner, som er kørt ind på Torvet og ikke mindst af dyrene.

- Selvom vi jo strengt talt bor på landet, så trækker landbruget bare mange mennesker til. Det er rigtig godt for børnene at se, hvor vores mad kommer fra og måske få sig en god snak med en landmand. De får en forståelse for, at det ikke bare er et stykke kød, man køber i butikken, men velfærd og levende dyr, siger Palle Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Ifølge Djursland LandboForening har landbruget de sidste fire år, hvor Palle Mikkelsen har været koordinator, været en meget stor del af høstmarkedet. Det er han utrolig tilfreds med. Det giver folk i byen mulighed for at få en føling med varerne, når der sælges frisk grønt på torvet, men også komme tæt på de maskiner, som man så ofte ser på markerne, når man kører forbi.

- Høstmarkedet er blevet en af vores store fyrtårne, som vi ikke vil undvære. Vi er glade for, at landbruget vil vise sig frem på denne dag. Det er ikke noget, man ser andre steder - det er noget, vi kan herude, fortæller Palle Mikkelsen.