Denne artikel - den første i 2019 - lever "desværre" op til klummens titel: Når krybben er tom.
Afsættet fra 2018 var bestemt ikke det bedste, men hvad så med opstarten i 2019? For at give et bud på svaret tager jeg udgangspunkt i to artikler i landbrugsmedierne, dels et interview med formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, i Maskinbladet den 11. januar, dels et interview med afdelingsdirktør i Jyske Bank, Michael Haahr Andersen i Effektivt Landbrug den 22. januar. Denne artikel er skrevet før kendskab til prisniveauet for skind på januar-auktionen.
Begge de interviewede bliver spurgt om/kredser om emnet, hvem der har eller kan have et ansvar for at være realistisk i forhold til økonomisk overlevelse.
Til Maskinbladet udtaler Martin Merrild blandt andet som en kommentar til Nationalbankens analyse for andet halvår 2018: Dengang (for 5 år siden) løftede jeg pegefingeren, for jeg mener, at banker og rådgivere har en forpligtelse til, at hvis noget ser håbløst ud, så skal det stoppes. Det ser jeg helst ved, at man finder en løsning sammen.
Frisk pust udefra
I forhold til pengeinstitutternes ansvar eller medansvar for at slå bremsen rettidigt i udtaler Martin Merrild: ? men man kan sige, at rådgivere kan se det udefra med friske øjne og kan tage initiativet til at stoppe det, hvis noget ser håbløst ud. Langt de fleste landmænd vil blive og kæmpe alt, hvad de kan, og det må vi have stor respekt for. Senere i samme artikel anføres: Det vil efter min mening være bedst, at bank og landmand når til en fælles erkendelse af, at det skal stoppe.
Interviewet i Maskinbladet afsluttes: Min opfordring er, at man forsøger at få taget det kølige overblik og finde ud af situationen, om det er realistisk at forsætte, eller om det skal stoppe.
Det kan være vanskeligt at have indvendinger imod denne slutreplik.
Det kan da bestemt også være rigtigt, at man udefra kan se klarere, end hvis man gennem for mange år er eller har været "sølet ind" i samme trummerum på en bedrift, hvor det økonomisk har haltet år efter år. Men det fratager vel ikke landmandens primærrådgiver noget ansvar?
Stopklods - hvem?
Selvfølgelig kan en bankrådgiver agere stopklods, men efter min opfattelse er det ikke bankrådgiverens primære opgave, og det gælder hvad enten titlen er bankrådgiver eller landbrugsrådgiver. Alle ansatte i banker står i et tjenesteforhold til banken og varetager derfor selvfølgelig primært bankes interesser - alt andet ville være misligholdelse af ansættelsesforholdet. Tilsvarende gør sig gældende for landmandens primærrådgivere, der ofte er tilknyttet et rådgivningscenter, der i hvert fald indirekte ejes af land-bruget. Derfor er det i min optik oplagt, at den rådgivergruppe, der både har retten og pligten til at råd-give - herunder sige stop, når stop er nødvendigt - er landbrugets primærrådgivere og ikke bankrådgiveren.
Bladet fra munden
Michael Haahr Andersen, afdelingsdirektør i Jyske Bank, er i interviewet i Effektivt Landbrug bl.a. citeret for: Jeg er også bekymret for den langsigtede udsigt for den dårligste indtjenende tredjedel. Jeg anerkender, at mange af dem vil gøre alt for at beholde deres bedrift. Men det ændrer ikke ved, at mange af dem har en negativ egenkapital, og at situationen kan være meget svær at arbejde og tjene sig ud af.
Bemærk vendingen: den dårligst indtjenende tredjedel. Endnu mere klart sagt er situationen den, at den dårligst indtjenende tredjedel med for høj gæld tilnærmelsesvis ikke har en chance for at overleve på sigt. Det bør landmanden og dennes primære rådgivere forholde sig til og selv tage initiativ til en udfasning på så lempelige vilkår som muligt ? ikke udelukkende eller særligt af hensyn til banken, men bestemt også af hensyn til sig selv og særligt sine nærmeste.
Serveretten - landmandens
Michael Haahr Andersen tager - ikke overraskende - et andet udgangspunkt end Martin Merrild, når han udtaler: ? men det starter hos landmanden, og hvis ikke han forholder sig til og præsenterer de forskellige alternativer, så har kreditforeningen og banken ikke det korrekte beslutningsgrundlag.
For de landmænd, der har det sværest, påpeger Michael Haahr Andersen, at der ofte er tale om et inve-steringsefterslæb, som særligt er i skudlinjen. Disse landmænd vil typisk også have en for ringe indtjening. Rådet til disse landmænd er ifølge Michael Haahr Andersen: De har stor risiko for at skulle ophøre på et eller andet tidspunkt, hvis ikke der er udsigt til en væsentlig forbedret indtjening. Men der kan jeg heldigvis sige, at langt de fleste af vores kunder, der er stoppet som selvstændige landmænd, er i arbejde i dag. Generelt er tidligere landmænd attraktiv arbejdskraft. De er punktlige, selvstændigt tænkende og ikke bange for at tage fat.
Den tunge beslutning
I interviewet bruger Michael Haahr Andersen også et par ord, som jeg i tidligere artikler i denne klumme har gjort brug af flere gange, nemlig: Vær realistisk. Allerede af den grund har jeg svært ved at være uenig med Michael Haahr Andersen. Jeg læser givetvis ikke artiklen på samme måde, som de landmænd, der er i farezonen, læser artiklen. Nedlukning af bedrifter og flytning fra hjem, muligvis fødehjem eller fra en ejendom, der har været i familiens eje i generationer, er følsomme emner, og en for kontant beskrivelse af, hvad der ligger i at være realistisk, vil ofte kunne opfattes som udtryk for total mangel på medfølelse og empati. Det er nok også årsagen til, at ubehagelige budskaber ofte pakkes ind, med risiko for at modtageren ikke forstår alvoren i budskabet. Det fratager dog ikke rådgiveren noget ansvar - rådgivere honoreres for at rådgive, ikke for at snakke efter munden.
For erhvervslivet - ikke kun landbrugserhvervet - gælder nogle økonomiske spilleregler. Selvom landbruget kæmper med strukturudfordringer og udefrakommende forhold, som den enkelte landmand ikke har indflydelse på, er landbrugserhvervet undergivet de samme økonomiske realiteter som enhver anden erhvervsdrivende. Det gør, at erhvervsdrivende, der løbende over en årrække har præsteret underskud, og hvor der ikke er tegn på forbedringer af situationen, ikke vil kunne overleve. Højere afregningspriser/skindpriser kan forlænge "pinen", men hvis der er tale om ikke blot bagatelagtig for høj gæld og negativ indtjening over en længere årrække, skal der gennemgribende initiativer/omlægninger til for at undgå, at virksomheden må lukke. Selvom det vil føles også som et personligt nederlag at måtte give op, kan der være stor forskel på, hvorledes ophøret besluttes og gennemføres. Jo tidligere, man gør sig tanken klar, jo større medindflydelse har man. Særligt har landbrugets primære rådgivere et betydeligt ansvar - de varetager landmandens interesser, hvor bankrådgiveren selvsagt må anskue situationen ud fra bankens interesser.
I sport er det normalt en fordel at have serveretten. Sådan er det også, når der er tale om økonomiske udfordringer. Gør brug af serveretten.
