Åbent Landbrug, opslag på Facebook om gyllekørsel, deltagelse i det lokale foreningsliv, praktiksted for landbrugselever og mange andre tiltag om åbenhed er med til at Go-Gris i Gedved lever op til sin målsætning om at ville gøre en forskel og åbne sig mod offentligheden.

- Vi skal selv skabe retten til vores produktionsform. Vi skal være i kontakt med hele lokalområdet og fortælle, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, sagde Martin Mogensen, medindehaver af Go-Gris i Gedved på plantekongressen i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Mogensen mener, det er op til landbruget selv, at opbygge et godt forhold til det omkringliggende samfund og skabe et godt forhold og forståelse for erhvervet.

- Vi får løbende nye naboer, og landsbyerne omkring os udvikler sig. Vi har selv ansvaret for at fortælle dem, hvorfor vi nogle gange støver og larmer lidt, sagde Martin Mogensen.

Go-Gris har 990 søer og driver 632 hektar jord ved Gedved.

Aktiv på Facebook

Go-Gris er meget bevidst om sin kommunikation og derfor også aktiv på de sociale medier, som for eksempel Facebook.

- Vores mål er ikke flest mulige følgere, men større diversitet i følgerne, fortalte Martin Mogensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Go-Gris har to gange været vært for Åbent Landbrug og er besøgsvært for L&F. Hvert år kommer børnehavebørn og gymnasieelever på besøg i stalden.

- Det er en god måde at få børn og unge ud i landbruget. Mange af dem har ikke en naturlig kontaktflade med landbruget, så besøgene er derfor en god måde for dialog, fortalte Martin Mogensen.

Go-Gris har også været vært for et forståelsesprojekt, hvor 9. klasseselever fra København har været på besøg.

- Vi får nogle gode snakke, og besøget flytter helt sikkert noget hos begge parter. De unge finder i hvert fald ud af, at der er mørkt ude på landet og langt til nærmeste kiosk, sluttede Martin Mogensen.