Da landmand Jørn Bak ved årsskiftet 2014 solgte sin gård ved Spjald til sønnen Claus, gav det ikke noget overskud til ham som sælger, skriver Sagro i en pressemeddelelse. For at få kabalen til at gå op og få banken med på banen, blev prisen nemlig noget lavere end forventet.

- Heldigvis er jeg og min kone så unge, at vi kan arbejde, ellers havde det været svært at komme videre, siger Jørn Bak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor var det også noget af en bombe, da Skat fire måneder efter handlen forkastede prissætningen af de mælkekvoter, der var på gården. Rådgivet af Sagro var prisen sat til 500.000 kroner.

På det tidspunkt løb mælkekvoterne højst halvandet år mere, og det var i det hele taget, den pris mælkekvoter blev handlet til, når det skete i forbindelse med ejendomshandler.

Men myndighederne mente, at kvoten var 1.723.000 kroner værd, og det var den værdi, som sælgeren skulle beskattes af, skriver Sagro.

Økonomirådgiver Daniel Vang Søndergaard og direktør Palle Høj fra Sagro fastholdt, at prisen var sat rigtigt, og sendte sagen til skatteankestyrelsen, der i maj 2017 dog nåede frem til samme resultat som Skat i deres kontorindstilling i sagen.

Efterfølgende sendte Sagro den videre til Landsskatteretten til et retsmøde i sagen. Ved retsmødet fik rådgivningsvirksomheden ret til at få foretaget syn og skøn i sagen. Syns- og skønsmanden nåede frem til samme konklusion som Sagro, og far og søn kunne efter små fem år få afsluttet sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aldrig i tvivl

- Vi har aldrig været i tvivl, og har hele vejen igennem følt os trygge ved Palle Højs vurdering. Han har simpelthen været guld værd for os, siger Jørn Bak i Sagros pressemeddelelse. Han havde godt nok sagt, at handlen kunne være en langstrakt affære, men vi havde ikke forestillet os, at myndighederne skulle trække det så langt ud, siger han.

Ud over udsigten til en ekstra beskatning af dét, der med nogle mellemregninger blev omkring 800.000 kroner, var der også løbet sagsomkostninger på i sagen, herunder et større beløb til syn og skøn.

Claus Bak, der nu driver gården, er glad for, at der er kommet en afslutning på det hele.

- Det var jo noget, der kom efter, at vi havde handlet, siger han.

Han føler derfor, at det har været noget af en urimelighed fra Skats side, da Sagro havde alle argumenter på plads, herunder samtlige handler med mælkekvoter i perioden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange sager

Det er langt fra den første sag, Sagro har vundet for kunderne.

Typisk ligger antallet af skattesager, som Sagro anbefaler kunderne at gå videre med på fem-ti stykker om året.

Langt størstedelen ender med, at landmændene vinder over skattemyndighederne, og det kan betyde en forskel på flere millioner for kunderne.

- Vi fører jo også enkelte sager, hvor vi prøver ting af, så vi kan ikke være 100 procent sikre på alle, siger direktør Palle Høj.

Ifølge Sagro trækker sagerne ofte ud i årevis, hvilket kan belaste kunderne både økonomisk og psykisk. Men i de fleste tilfælde ender sagerne positivt.