Fredag mødtes Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, med de avls- og opformeringsbesætninger, der har valgt at stå uden for det nye DanAvl.

Mødet havde til formål at aflive myter og misforståelser om det nye DanAvl-system. Formanden for Svinesektoren i Landbrug & Fødevarer Erik Larsen glæder sig over det store fremmøde på fredagens møde. Derudover har han dog ikke de store kommentarer til indholdet af mødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, de fleste er klar over, hvor meget det ligger mig på sinde, at vi fortsætter udviklingen af det avlsfællesskab, der har leveret resultater i verdensklasse i årtier. Derfor er jeg glad for den interesse og det fremmøde, der var i dag (fredag), skriver han i en skriftlig kommentar til Maskinbladet.

- Jeg vil ikke referere fra mødet i dag, men vi har selvfølgelig lyttet til de synspunkter, der er blevet fremført. Og så holder vi et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion på mandag, hvor vi taler om, hvad vi kan gøre herfra for at bevare og styrke fællesskabet, siger Erik Larsen.

Set fra Erik Larsens stol er det nye DanAvl en god forretning.

- Vi skal huske, hvad formålet er med det hele. Intentionen med det nye DanAvl-selskab er netop at fremtidssikre Danmarks styrkeposition på området. Genindtægterne er stigende, men det er konkurrencen på verdensmarkedet også. Den gamle model var ikke egnet til nye tider og øget konkurrence, siger Erik Larsen.

Formanden understreger, at udviklingen af DanAvl er vigtig. Og det er vigtigt at der er flere af avlerne, der melder sig under fanerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har absolut ikke givet op på at få flere med. Og min dør og telefon er åben for enhver svineproducent, der vil tale om DanAvl. Det handler jo om, at vi skal styrke vores internationale konkurrenceevne frem for at konkurrere med os selv, siger Erik Larsen.