De fem nordjyder med landmand Mads Toft i spidsen har længe følt at Brønderslev Kommune ikke gør nok ved problemerne med de oversvømmede marker. Efter et stort regnskyl i maj, der truede med at oversvømme markene nok en gang fik Mads Toft og kollegaerne nok, og de besluttede at der skulle noget drastisk til for at få kommunen til at reagere.

De har sendt et erstatningskrav til Brønderslev Kommune på flere hundrede tusinde kroner, og lige nu afventer sagen at landmændenes advokat på opfordring fra kommunen skal tage fat i taksationskommissionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stået på længe

Kilden til problemet hedder Ryå, som er den største å i Vendsyssel, og som strækker over mange kilometer igennem to kommuner. Åen har over de seneste år været skyld i mange store oversvømmelser på landbrugsarealer med store udbyttetab til følge.

Problemet med de mange oversvømmelser er langt fra nyt, og i takt med udviklingen af området er det kun blevet større, ifølge Mads Toft.

- Vi har haft oversvømmelserne i de sidste ti år, så det er ikke noget, der lige er kommet. Det er bare blevet værre og værre. Det gik sådan set galt, da Hirtshalsmotorvejen blevet lavet. Da den blev koblet på skulle der lige pludselig ingenting til, før vandstanden i åen stiger, siger Mads Toft og fortsætter:

- Kommunen mener ikke at der er noget galt overhovedet, men jeg var ude og måle åen i går, og den er 4,8 meter, hvor den skulle være 7 meter. Vandstanden er stadig for høj selv efter halvanden måned, hvor vi ikke har fået noget vand, siger Mads Toft.

Ingen velvilje

Ifølge Bæredygtigt Landbrug har landmændene i området i flere år gentagne gange kontaktet kommunen med deres problemer og forsøgt at få dem til at reagere og gøre noget ved åen

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået at vide tusind gange, at Ryå overholder regulativet. Det er det eneste svar, vi får, og hvis vi begynder at kommentere på, at der er noget der ikke er i orden, så siger de, at den overholder regulativer, målinger fra Cowi og så videre. Der har ikke været velvilje tidligere. Det er dog blevet lidt bedre, efter vi har startet erstatningssagen, siger Mads Toft til Bæredygtigt Landbrug.

Bekymring for regnskyl

Imens Mads Toft venter på den videre proces i erstatningssagen, går han og ærgrer sig over, at det skal være så svært at blive hørt, når man kommer med et problem, der har store konsekvenser for hans indtjening

- Jeg har det meget dårligt med, at det er så svært at komme igennem til kommunen med de her ting. Jeg synes det er træls, at vi skal bruge så meget tid og energi på det, her og at vi skal være bekymrede hver gang der kommer et regnskyl, siger den nordjyske landmand.