Ti landmænd i Jysk Landbrugsrådgivnings område vil på grund af sprøjteskader fra midlet Catch gøre krav på erstatning fra firmaet Dow AgroSciences.Det skriver Jysk Landbrugsrådgivning på virksomhedens hjemmeside.

Catch har vist sig i en lang række majsmarker at have anrettet skader, der formentlig får som konsekvens, at udbyttet hos ti landmænd bliver mere end halveret. Hos yderligere 40-50 lokale landmænd er der også skader efter sprøjtningen, men her har skaderne et mindre omfang, så udbyttetabet antagelig begrænser sig til fem-ti procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 10 værst ramte landmænd i Jysk Landbrugsrådgivnings område har allieret sig med deres planteavlskonsulenter, som via advokat Brian Jacobsen, JL Advokater i Billund, har forsøgt at indgå forlig med Dow AgroSciences, men det har firmaet afvist.

Derfor har advokaten nu sendt den første sag i retten, og de ni øvrige forventes løbende at blive anmeldt.

Planteavlskonsulent Erik Helbo Bjergmark understreger, at det er vigtigt, at alle landmænd, der har registreret skader, som kan knyttes sammen med brugen af Catch, sørger for at få anmeldt skaden. Det er også afgørende i forbindelse med et eventuelt erstatningskrav, at man som landmand sikrer sig bevis for skaderne, inden marken bliver høstet.