På Københavns Universitet har en ny undersøgelse vist gode takter, når det kommer til biologisk bekæmpelse af skadedyr og plantesygdomme. Naturlige svampe kan indsættes i kampen mod skadedyr og sygdomme, og de naturlige alternativer til de almindelige planteværn kan sikre mere bæredygtig afgrødeproduktion.

- Biologisk bekæmpelse af plantesygdomme og skadedyr har et stort potentiale for at gøre gartneri- og landbrugsproduktionen mere bæredygtig, men hvis brugen af gavnlige svampe skal øges, kræver det en større basal forståelse af deres effekt og især hvordan de indbyrdes påvirker hinanden, fortæller lektor Nicolai Vitt Meyling fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et af de centrale spørgsmål, der skal besvares, er hvorvidt forskellige biologiske bekæmpelsesmidler mod skadedyr og sygdomme kan bruges samtidig uden at de forringer hinandens effekt. For den samme afgrøde bliver ofte angrebet af både skadedyr og sygdomme, så der anvendes ofte flere bekæmpelsesmidler samtidig.

Gode resultater

Så det satte forskerne sig for at undersøge. Ph.d.-studerende Chad Keyser smittede derfor først hvedekerner med den sygdomsfremkaldende svamp Fusarium culmorum, som er en afart af aksfusarium, der ofte angriber hvedekerner og forårsager spiringsskader i korn. Kernerne blev derefter behandlet med den gavnlige svamp Clonostachys rosea, som ofte findes naturligt i landbrugsjorden, hvor den kan hæmme andre svampe.

Hvedekernerne blev samtidig behandlet med svampen Metarhizium, der angriber skadedyr som græshopper, fluer og billelarver. Hveden fik lov at spire og vokse, mens den blev udsat for rodspisende billelarver. Herefter blev hveden undersøgt for symptomer på sygdom, og billelarverne blev undersøgt for infektioner.

- De biologiske bekæmpelsesmidler virkede effektivt sammen, og sygdommen var stort set væk, og op til 80 procent af larverne blev inficeret med Metarhizium svampen og døde. Studiet viser klart, at en fælles behandling med disse meget lovende midler kan beskytte mod skadedyr og sygdom på samme tid, siger lektor Birgit Jensen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab og tilføjer:

- Der er dog brug for yderligere forskning i de præcise mekanismer bag effekten samt forsøg i større skala, hvor svampenes anvendelse under naturlige dyrkningsforhold undersøges.