Der er meget stor forskel på, hvor stor en andel EU-støtten bidrager med, hvis den bliver sat i forhold til den såkaldte faktor-indkomst.

Det viser beregninger fra EU Kommissionen. I gennemsnit for alle EU-landene bidrager det multi-mange milliarder i landbrugsstøtte med 29 procent af faktor-indkomsten. Faktor-indkomsten er regnet ud ved, at indtægter fra salg af produkter og EU-støtten er lagt sammen fradraget produktions-omkostninger og skat af produktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slovakiet ligger i top ud fra den udregning. Halvdelen af et slovakisk landbrugs indtægt kommer fra EU-støtten. Sverige følger efter med 45 procent, irske landbrug henter 44 procent af faktor-indkomsten fra støtten fra Bruxelles, mens Danmark indtager en fjerdeplads med 42 procent.

Det skriver den svenske landbrugsavis Lantbruk & Skogsland.

Høje omkostninger og skattetryk

Ifølge Lantbruk & Skogsland er landbrugsstøtten særlig vigtig for eksempelvis svenske landmænd, fordi omkostninger og skattetryk er højere end i andre EU-lande.

Således er blot 24 procent af de polske bønders indkomst EU-støtte, mens Italien (26 procent), Finland (27 procent), Storbrittannien (30 procent), Frankrig (31 procent) og Tyskland (39 procent) ligger under de dansk/svenske niveauer.

På den måde - lidt paradoksalt - er de lande, der gerne vil reducere i EU-støtten blandt dem, hvor betydningen af støtten er størst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fra svensk side kan man synes, hvad man vil om EUs landbrugspolitik, men man skal være vidende om, at de svenske landmænd er blandt dem, der får den største del af sine indkomster fra landbrugsstøtten, konstaterer Pierre Shellekens, chef for EU Kommissionens repræsentation i Stockholm til Lantbruk & Skogsland.

Støtte med stabilitet

Sammenligningen viser ifølge Roger Waite, som er EU Kommissionens talsperson i landbrugsspørgsmål, hvor vigtig landbrugsstøtte er.

- Støtten giver stabilitet i en sektor, som er udsat for markedernes prisudsving, siger Roger Waite.