- Vi havde fint vejr især torsdag og lørdag, men den øgede interesse er uden tvivl også et resultat af dyrskuets nye aktiviteter med fødevareudstilling, særlige børnetilbud, Heste for Alle, international katteudstilling, DM i Hø og haveudstilling, siger Niels Kristian Fruergaard, daglig leder af Landsskuet efter at årets dyrskuerekord var en kendsgerning.

Over 50.000 besøgende gik gennem tælleapparaterne, og det er over 7.000 flere end sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Kristian Fruergaard mener også, at en målrettet invitation til 75.000 børnefamilier i hele Region Midtjylland har været med til at tiltrække nye besøgende.

- De har forhåbentlig fået en så god oplevelse af nærheden til dyrene, at de får lyst til at være med igen, når vi til næste år for 20. gang samler landets bedste dyr i Herning, siger landsskuelederen.

Lørdag var den store finaledag. Højdepunkterne i kvægudstillingen var udpegningen af Danmarks Smukkeste Malkeko, som suverænt blev en rødbroget ko fra Raunhøj Dairy fra Hjortshøj ved Århus.

Blandt kødkvæget vandt en Limousine-tyr fra Kirsten og Rasmus Levinsen, Mariager, mens en Simmental-ko fra Kim Lykkegaard Andersen i Skærshale ved Aalestrup for tredje år i træk fik titlen som Landsskuets bedste kødkvægsko på tværs af racerne. 

Landsskuet næste år er fastsat til 4.-6. juli 2013.