Selvom der er hjemmearbejde og ændrede arbejdstider hos Thise Mejeri, er der langt fra panikstemning, skriver Food Supply.

- Vi har aldrig solgt så meget mælk som i sidste uge. Både torsdag og fredag blev alt revet væk, og begge dage var lige som 22. december, der plejer at være årets største salgsdag. Også søndag var der virkelig stort salg, konstaterer Poul Pedersen, der er direktør hos Thise, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er fortrøstningsfuld, for en fødevarevirksomhed som Thise skal nok klare sig igennem. Folk skal altid have noget at spise.

Ifølge direktøren bliver der hvert døgn indvejet 300.000 kilo mælk fra landmændene, og hvis der havde været mulighed for at modtage mere i disse dage, ville Thise også kunne sælge det.

Ifølge Food Supply møder langt de fleste af Thise Mejeris cirka 250 medarbejdere stadig ind på mejeriet. Cirka 25 administrative medarbejdere arbejder hjemmefra, og de ansatte i produktionen er delt op i hold, der bliver holdt adskilt.