Produktion af biogas er en kompleks proces, der involverer mange faktorer. Biogasproduktion kan optimeres ved at finjustere nogle af disse faktorer. En ny undersøgelse viser, at termisk forbehandling af svinegylle kan bidrage til at øge biogasudbyttet. Det oplyser Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på dca.au.dk.

Tre typer gylle var med i undersøgelsen - kvæggylle, afvandet svinegylle og kyllinge-dybstrøelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at studere effekten på gødningens metanudbytte blev de tre typer gødning forbehandlet ved høje temperaturer og tryk i en reaktor i 15 minutter ved seks forskellige temperaturer mellem 100°C og 225°C med 25°C intervaller.

Resultaterne viste, at termisk forbehandling var mest effektiv på afvandet svinegylle, der viste et højere udbytte ved lavere forbehandlingstemperatur end de øvrige typer.

- Før termisk forbehandling opskaleres til anvendelse i kommercielle biogasanlæg, er det vigtigt at se på den totale energibalance. Det ville være meningsløst at bruge mere energi til forbehandling end det ekstra udbytte, der kommer ud af behandlingen. Termisk forbehandling kan også være berettiget, hvis spildvarme er til rådighed, siger Chitra S. Raju, der udførte ph.d.-projektet.