Hvis alle grise kunne slippe for diarre forårsaget af bakterien E. coli, vil livet være meget nemmere for både millioner af grise og tusindvis af landmænd.

Om det bare er et drømmescenarium eller det kan blive en realitet i fremtidens svineproduktion er noget, som forskere fra Aarhus Universitet undersøger i et  projekt, der foretages i samarbejde med Syddansk Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Diarré forårsaget af infektion med bakterien E. coli er skyld i store økonomiske tab i den danske svineproduktion. Hvis der kan avles grise, der specifikt er modstandsdygtige over for E. coli, vil det have stor betydning for bekæmpelsen af smågrisediarre, siger seniorforsker og leder af det nye projekt Emøke Bendixen fra Aarhus Universitet til agrsci.au.dk.

Faktisk er der en mutation på genet FUT1, som bevirker, at de dyr, der har genmutationen, er modstandsdygtige over for E. coli, men der er ikke avlet specifikt for at fremme grise med denne mutation. Det springende punkt, inden man begiver sig ud med at avle for denne FUT1-mutation, er, om resistensen mod E. coli har andre væsentlige biologiske konsekvenser for dyrene.

Det skal det nye projekt belyse. Forskerne vil sammenligne grise, der er bærere af FUT1-mutationen, med grise, der ikke har mutationen, på en række forskellige punkter. De vil blandt andet undersøge, hvordan mutationen i FUT1-genet påvirker tarmens kolonisering med gavnlige tarmbakterier, da denne kolonisering er livsvigtig for både tarmens sundhed og grisenes sundhed i det hele taget.