Wisconsins Universitet i Madison huser en særlig afdeling for mejerisektoren, Center for Dairy Research, hvor der både forskes i ost og uddannes ostemagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De økonomiske bagmænd til dette "oste-fakultet" er Wisconsins mælkeproducenter, der via Wisconsins Mejeriforening har afgørende indflydelse på udviklingen af denne afdeling.

James Robson er administrerende direktør for Wisconsins mejeriforening, WMMB, og han fortæller, at Center for Dairy Research åbnede i 1979 med to ansatte.

Mastergrad i ost

I dag er der flere end 30 mennesker, der tester og udvikler nye produkter for mejerisektoren.

Udover at hjælpe industrien med at udvikle nye eller forbedre produkter, tilbyder universitetet også en uddannelse som ostemager. Desuden er der kurser af kortere varighed, som blandt andet omfatter salgstræning af butikspersonale, fortæller James Robson.

Han tilføjer, at de studerende skal have mindst ti års erfaring fra et ostemejeri i Wisconsin for at blive optaget på masteruddannelsen som ostemager, The Wisconsin Master Cheesemaker Program.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over den teoretiske del skal de studerende have praktik i tre år, hvor de hvert år bliver bedømt på kvalitet og konsistens i de ostetyper, som de har specialiseret sig i.

Forbruget stiger støt

Wisconsin er den stat i USA, der har flest godkendte ostemagere, idet staten som den første i USA krævede, at al ost i staten skulle fremstilles under opsyn af en godkendt ostemager.

Cirka 12.000 bedrifter med i alt 1.260.000 køer leverer mælken til Wisconsins 138 ostemejerier, der hvert år fremstiller 2,6 millioner ton ost til verdens største ostemarked: Det amerikanske.

Og forbruget er støt stigende, hvilket også har været Arlas bevæggrunde for at satse på dette marked ved at udvide osteproduktionen på et af de to amerikanske ostemejerier, som Arla Foods Inc. ejer.

Maskinbladet bragte i nummer 498 fra den 2. september en reportage om Arlas amerikanske eventyr. Ligeledes har www.maskinbladet.tv et indslag om indvielsen af Arlas mejeri i Hollandtown, Wisconsin.