Konsulentteamet og familien Bjørn, der deltager i Den Sønderjyske Bundlinjematch, arbejder lige nu med at fastholde fokus på de prioriterede tiltag i bedriftens handleplan og samtidig inddrage et nyt fokusområde.

Det er konklusionen efter det seneste møde på bedriften, hvor samtlige punkter i bedriftens handleplan blev gennemgået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her afslørede tallene, at deltagelsen i bundlinjematchen indtil nu har været en succes for familien, og konsulent Michael Sass Krag, Sønderjysk Landboforening, fortæller, at eksempelvis køernes ydelse allerede er foran planerne.

- Indtil nu er de 25 tons mælk foran målsætningen, og det er især april og maj, der har rykket. De to måneder har alene givet de 22 ton ekstra mælk i tanken fra de 105 årskøer.

- Nu er udfordringen at bibeholde forspringet, for ydelsen kan selvfølgelig ikke blive ved med at stige så stejlt, som det har været tilfældet indtil nu, siger Michael Sass Krag.

Han fortæller, at det blandt andet er udviklingen i grovfoderoptagelsen, der har rykket.

- I januar åd køerne 9,7 FE grovfoder pr. dag, og det er nu steget til 12,7 FE. Det sparer også på kraftfoderet, siger Michael Sass Krag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En del af handleplanen var også at lade maskinstationen stå for ensileringen, og første slæt blev ifølge Michael Sass Krag af rigtig god kvalitet, og Ejnar Bjørn er allerede i gang med at fodre med det. Og andet slæt ser også rigtig godt ud. Det er netop snittet og gav både god kvalitet og højt udbytte, fortæller Michael Sass Krag.

Celletallet er forbedret

Også dødeligheden ser bedre ud end målsætningen, som var maksimalt en ko pr. måned. De seneste tre måneder har familien kun mistet to køer.

Også celletallet er noget bedre end forventet. Det geometriske celletal har været meget højt, men er nu 397.000, og det er endda efter en enkelt svipser i maj, som bon'er hårdt ud, siger Michael Sass Krag.

Her handler det ifølge konsulenten om at behandle flere køer for yverbetændelse, når der er udbrud - det skal ske i samarbejde med besætningsdyrlægen.

- Her er et område, der virkelig skal prioriteres, for hidtil har indsatsen været meget afhængig af, hvad der var tid til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men indsatsen på andre felter er nu blevet så meget rutine, at det levner plads til at fokusere på celletallet.

Det skal blandt andet ske ved at CMT-teste alle nykælvere og i forbindelse med afgoldning. Det vil give et klart billede af, hvilke køer der skal behandles, og hvilke der ikke skal - og hvilke køer der eventuelt skal udskiftes.

- Nu skal der fokuseres og systematiseres på dette felt, siger Michael Sass Krag.

Salmonella driller fortsat

En af de rigtig store udfordringer i besætningen er salmonella, som har vist sig at være meget vanskelig at styre.

- Det bliver et sejt, langt træk, for indimellem går det meget bedre, men så er problemet der pludselig igen, fortæller Michael Sass Krag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vurderer, at det måske kommer til at tage fem år med konstant fokus på rutinerne at få styr på det problem.

- Selvom de holder rent, kan der sagtens komme udbrud, siger han.

Opgaven hos familien Bjørn handler nu om at holde fast i den indsats og de rutiner, som allerede er indført og er nøjagtigt planlagt.

Ambitioner skærpes snart

Ifølge Michael Sass Krag er det meget vigtigt at fastholde fokus og rutiner. I den første fase af bundlinjematchen vurderer han, at der er mange fokusområder, men at frt nok skal lykkes at nå dem alle.

- Vi er godt på vej, og nu tages der et område ad gangen i takt med at de gode rutiner bliver til faste vaner på andre områder. Og så vil vi skærpe ambitionerne ved næste møde på bedriften, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt andet skal der også arbejdes med handleplanens målsætning om at sænke kælvningsalderen. Det har der endnu ikke været arbejdet med.

- Det handler om at få tilvæksten op på kvierne, og det er aftalt, at der skal udvælges 12 kvier, som skal vejes hver måned for at se, om foderstrategien virker, fortæller Michael Sass Krag.

Han oplever i øvrigt en fantastisk motivation hos familien Bjørn til at kaste sig over udfordringerne.

- De synes, det er rigtig godt med det rådgiverteam, der er sammensat, for resultatet af indsatsen giver noget på bundlinjen, som kan ses her og nu, og det giver positiv motivation, siger han.