En ændret sammensætning af foderplanen har på kun to måneder sat ydelsen mærkbart i vejret hos familien Bjørns 120 køer på gården Birkemosegård.

Og dermed har familien allerede høstet en del af det forventede udbytte ved at være med i Den Sønderjyske Bundlinjematch 2011, og der er forventninger om yderligere kontant udbytte af konkurrencen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forventer mange input fra de forskellige konsulenter, siger Ejnar Bjørn, som hidtil ikke har været en ret flittig bruger af konsulentsystemet.

- Faktisk har vi ikke brugt konsulenterne til andet end regnskabet, mark- og gødningsplaner samt enkeltbetaling og andre indberetninger, siger Ejnar Bjørn.

Han ser også frem til en spændende dyst med de andre deltagere i Den Sønderjyske Bundlinjematch 2011.

Ekstra mælk og bedre kvalitet

Familien Bjørn blev deltager i matchen efter en snak i forbindelse med budgetgennemgangen, hvor konsulenterne spurgte om interessen for at være med.

- Jeg syntes, det lød spændende, og vi går efter at vinde, smiler Ejnar Bjørn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede nu er der opstillet handlingsplaner, som mest af alt handler om at ændre, hvordan tingene bliver gjort. Forbedringerne på Birkemosegård forudsætter ingen investeringer, men handler bare om at ændre arbejdsrutiner og eksempelvis at tage maskinstationen ind.

Ejnar Bjørn kan i øvrigt allerede konstatere et helt konkret udbytte af de handleplaner, som er udarbejdet sammen med konsulenterne fra Sønderjysk Landboforening.

- Bare det, at kvægbrugskonsulent Jytte K. Olesen, Syddansk Kvæg, har ændret foderplanen for to måneder siden, har allerede givet otte kg ekstra mælk pr. ko, fortæller Ejnar Bjørn.

Desuden er celletallet faldet fra cirka 400.000 til 230.000.

Der fodres stadig med den majs- og græsensilage, som har været brugt siden sidste høst. Men sammensætningen af foderplanen er justeret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi giver mere majs, mindre græs og mere kraftfoder og mere soja, fortæller Ejnar Bjørn.

Maskinstation overtager snitning

Årsagen til, at der skulle mindre græs i foderplanen, er ifølge Ejnar Bjørn, at græsset hidtil er blevet snittet for langt.

Familien Bjørn har selv stået for snitningen med egen snittervogn, men den er nu blevet pensioneret som en konsekvens af bundlinjematchen.

- Den vil fremover kun blive brugt som frakørselsvogn og eventuelt til sidste slæt, fortæller Ejnar Bjørn, som netop har indgået en aftale med Jejsing Maskinstation om at overtage snitningen.

Aftalen med maskinstationen er en direkte konsekvens af, at der er fokus på mælkemængden og kvaliteten af mælken, for det betyder også, at der skal være fokus på forhold uden for stalden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Længere perspektiv

Det er ikke alle indsatsområder hos familien Bjørn, der vil give afkast på det helt korte sigt. Eksempelvis er der et flerårigt perspektiv i at forbedre goldkomanagement, hvor det blandt andet handler om at opstalde goldkøerne for sig selv og tildele dem særskilt foder og goldkomineraler.

- Det skulle gerne give ekstra ydelse, når de kælver næste gang, siger Ejnar Bjørn.

Der er også et flerårigt perspektiv i en sanering for salmonella, hvor bedriften lige nu har status to og har opstillet et mål om at nå ned på status ét.

I forbindelse med salmonellasaneringen samarbejder besætningsdyrlægen med kvægbrugskonsulent Jytte K. Olesen.

Store beløb til bundlinjen

Bedre ydelse er målsat til at give 48.000 kroner ekstra. Ændringerne i fodringen skal give 66.000 kroner. Begge dele er relativt kortsigtede med handling nu og en hurtig gevinst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ændret opstaldning af køerne og bedre goldkomanagement skal give 21.000 kroner på bundlinjen i takt med, at de køer, som goldes fremadrettet, kælver igen.

Lidt mere langsigtet er målsætningen om at sænke kælvningsalderen. Det handler om at forbedre tilvæksten på kvierne gennem bedre fodring, så de hurtigere når den rette størrelse og dermed er yngre, når de kælver. Lige nu er de cirka 30 måneder ved kælvning, men de skal gerne ned på 24-25 måneder. Værdien af tiltaget er sat til 136.000 kroner ved fuld indfasning.

Et endnu længere perspektiv er der i planerne om at sanere for salmonella og bringe besætningen ned i status ét fra status to. Planen varer tre år og er i kostalden værdisat til 211.000 kroner, mens det for kalvenes vedkommende vil give hele 239.000 kroner på bundlinjen.