De tre bedrifter, der gennemførte Sønderjysk Landboforenings Bundlinjematch 2011, opnåede tilsammen forbedringer af bundlinjen på lidt over to millioner kroner i løbet af de otte måneder, indsatsen har varet, og vinderbedriften alene tegner sig for den ene million kroner.

Vinderbedriften drives af familien Bjørn, som har en produktion på 120 SDM-køer og driver 70 hektar med græs og majs, og indsatsen med deltagelse af et tværfagligt konsulentteam har været så succesfuld, at målsætningen undervejs i forløbet er blevet opjusteret flere gange. Slutresultatet blev en forbedring af bundlinjen med 1.028.000 kroner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forbedringerne er primært opnået i stalden (820.000 kroner), mens marken har bidraget med 166.000 kroner og omlægning af lån og andre greb i forhold til økonomien har bidraget med 41.500 kroner.

Ambitiøse mål var realistiske

De involverede konsulenter skriver i deres evaluering af forløbet hos familien Bjørn, at familien har arbejdet ihærdigt med de opstillede mål.

- På trods af, at der blev igangsat mange tiltag i maj 2011, så har familien formået at komme godt rundt om de fleste af tiltagene. Der blev opstillet mange specifikke og ambitiøse mål, der viste sig at være realistiske og opnåelige.

Blandt andet er mælkeydelsen hævet, der er en god tildeling af grovfoder, og sundheden ved køer og opdræt er blevet meget højere. Der har været en flot nedgang i dødeligheden, og der opnås et flot kvalitetstillæg for mælken.

Kviernes tilvækst er hævet markant, og udbytter i majs og græs er i top. Og konvertering af banklån til billigere rente har også bidraget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men trods de mange flotte forbedringer er der fortsat indsatsområder at arbejde videre med, og familien Bjørn har nu for alvor fået blod på tanden.

- Vi skal have hævet ydelsen med yderligere 1.000 kg, siger Ejnar Bjørn.

Ros fra dommerne

Fra dommerpanelet var der ros for indsatsen.

Dommerpanelet roser, at der er blevet arbejdet hårdt med målsætningerne og glæder sig over, at indsatsen er lykkedes.

- Bundlinjematchen er dermed et godt bevis på, at det nytter noget, og der er mulighed for forbedringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommerpanelets medlemmer er meget imponerede over det materiale, de har modtaget fra bedrifterne og deres rådgivere.

- Det er generelt let at følge indsatsen og målsætningen. Den skriftlige præstation afspejler systematik og en vedholdenhed, der er nødvendig for at opnå de mulige økonomiske gevinster, lyder det fra dommerne.

Og til familien Bjørns team er der topkarakterer fra dommerne.

- den opsatte målsætning er indfriet og er tilmed højere end det vurderede potentiale. Der gives topkarakter for alle punkter primært begrundet i målopfyldelsen.

- Teamet har holdt sporet, er gået efter udbytter og har udvist en fantastisk "turn around". Noget, der så håbløst ud, har vist sig som en god idé. En indsats i bestående rammer, hvor rådgivning og ny forståelse for tingene har flyttet familien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommerne kalder det en flot indsats af både landmandsfamilien og rådgiverteamet.

Gode råd for 320.000 kroner

Også i Sønderjysk Landboforening, der står bag matchen er der begejstring for de flotte resultater på bedrifterne.

- I de 10 år jeg har været rådgiver, er det den største gevinst, jeg har været med til at opnå, siger Søren Greve Olesen, Sønderjysk Landboforening, der har stået i spidsen for Den Sønderjyske Bundlinjematch.

Han har også vurderet prisen på den rådgivning, som er ydet i forbindelse med projektet, og det er rådgivning, som normalt ville koste 320.000 kroner.

- Det vil sige, at rådgivningen her på de tre deltagende bedrifter har forbedret driftsresultaterne med en faktor på 6,2, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bankmandens syn på budget

En af dommerne, landbrugschef Arne Jacobsen, Den Jyske Sparekasse, har flere budskaber med til både landmandspar og rådgivere, da han havde overrakt vinderchecken på 10.000 kroner til familien Bjørn.

Blandt andet nævner han, at nogle af de meget omfattende budgetter, som mange landmænd får lavet, slet ikke har den store værdi i forhold til pengeinstituttet.

- I forhold til os er det vigtigt, at budgetter ikke er noget, der bare ligger i en skuffe, men er noget, der arbejdes med, og at der er en løbende dialog om likviditeten, siger han.

Han ønsker et aktivt budget, som i virkeligheden bør være meget enkelt og i kort form udtrykke landmandens tanker for det kommende år - ellers mener han, at budgettet er en spildt indsats.

- Vi vil gerne have idéer og tanker på to A4-ark, men vi får 70 sider med tal, som vi er ret ligeglade med, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

110 procent med i det

Når man spørger Ejnar Bjørn om hans oplevelse af bundlinjematchen og hvilke råd, han kan give sine kolleger, lyder det som punkt ét, at man skal gå 110 procent ind i det, hvis det skal lykkes.

- Hvis du ikke er med på en idé fra en rådgiver, så vend den lige endnu en gang - og ta' imod den, siger han.

- Vi var nok for dumme, at vi ikke gjorde det her for længe siden, siger han efter den kontante oplevelse, som for alvor har rykket på bedriftens nøgletal.

Også her har Arne Jacobsen en kommentar, for han har set mange handleplaner, som ikke har virket i praksis.

- Nogle laver et stykke papir, og så sker der intet. Det ser vi mange gange. Der skal engagement til at ændre tingene, og så er det selvforstærkende, når motivationen kommer i hurtigt i gang. Her på bedriften gik der kun få uger, før der var mere mælk i tanken, konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og når noget virker på en bedrift, behøver han ikke ret meget papir som opfølgning.

- det kan aflæses direkte på kassekreditten, så jeg behøver ikke ret mange papirer, siger han.

Maskinbladet bragte en artikel om familien Bjørns bedrift, Birkemosegård, i udgaven den 19. maj 2011. Artiklen "Ændret foderplan har allerede givet mere mælk i tanken" kan også søges frem og læses på www.maskinbladet.dk