Farm AirClean - Skovs biologiske system til luftrensning - opnåede i september 2010 den eftertragtede Signum Test-godkendelse fra Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft.

Miljøstyrelsen har på baggrund af denne godkendelse samt test udført i Danmark godkendt systemets høje effektivitet til at fjerne lugt og ammoniak fra afkastluften og opdateret data for renseeffektivitet på Teknologilisten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Miljøstyrelsens Teknologiliste er den officielle vejledning, der anvendes af kommunerne i behandlingen af ansøgninger om miljøgodkendelser samt af landmænd og konsulenter, der ansøger om miljøgodkendelse, fortæller produktchef Niels Riis, Skov A/S.

Teknologilisten fra Miljøstyrelsen er en liste over driftsikker miljøteknologi, som har en dokumenteret miljøeffekt. Listen er udarbejdet for at skabe overblik over tilgængelig miljøteknologi og produkter på markedet.  

- Farm AirClean to-filtersystem er nu godkendt til at fjerne 73 procent af lugten samt reducere ammoniakindholdet ned til 1-2 ppm, fortsætter Niels Riis.

En reduktion af ammoniakindholdet på ned til 1-2 ppm svarer til en årlig reduktion på op til cirka 90 procent. Den procentvise reduktion af ammoniakindholdet er afhængig af staldanlægget.  

Mindre afstandskrav

De forbedrede måleresultater har stor indflydelse på de afstandskrav, som svineproducenten skal overholde, når produktionen foregår i nærheden af bymæssig bebyggelse. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Svineproducenten kan med de nye lugtmålinger tillade sig at etablere produktionen tættere på bymæssig bebyggelse eller mindske investeringen ved etablering af delrensning, fortæller Niels Riis. 

Den store reduktion af ammoniak og lugt i Farm AirClean-systemet er opnået ved at optimere luftrensningsanlægget på en række områder. For eksempel er udnyttelsen af filterarealet optimeret, og det mekaniske princip for overrisling af filtrene under alle driftsforhold er ifølge Skov A/S forbedret.

- Med disse samt andre tiltag kan man populært sagt kalde ”arbejdsmiljøforholdene” for vore bakterier væsentlig forbedret, så de får bedre mulighed for at omsætte lugtstofferne og ammoniakindholdet i staldluften, siger Niels Riis.