Hyologisk har i den nye udgave, der udkommer på fredag, besøgt svineproducent Ejnar Thomsen i Sir ved Holstebro sammen med Jacob Øgendahl, Øgendahl Maskinfabrik, for at se det første anlæg af firmaets nye, præmierede transportsystem til mineraler, koncentrater og andre tilsætningsstoffer til foderet.

Anlægget blev præmieret med tre Europa-stjerner ved sidste års Agromek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det adskiller sig fra andre transportsystemer, ved at transporten sker ved hjælp af vakuum i stedet for flexsnegle, faste snegle eller andre mekaniske systemer.

- Ved hjælp af en vakuummotor, der er placeret på en forbeholder oven på blanderen, suger vi simpelthen mineralerne i et 50 millimeter rør fra mineralsiloerne til forbeholderen. Det tager kun sekunder, forklarer Jacob Øgendahl.

- Ja, det går hurtigere end i den tidligere løsning med flexsnegle og faste snegle, supplerer Ejnar Thomsen.

Der var brug for en ny løsning

Det nye transportsystem har været undervejs i et stykke tid.

- Vi har arbejdet nogle år med at udvikle dette system til transport af mineraler. Vi gik i gang med dette udviklingsarbejde, da vi syntes, der var behov for en anden løsning til denne opgave. De flexsnegle, som man normalt bruger, kræver en del service, da de tunge mineraler slider hårdt på teknikken. Og opbygger man en løsning med faste snegle, bliver det hurtigt dyrt, hvis mineralerne blot skal transporteres over en lidt længere afstand. Så med faste snegle vil der være nogle begrænsninger i opbygningen af anlægget. Samtidig vil mineralerne også være hårde ved de faste snegle, så man alligevel risikerer dyr service, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Især hvis der er meget kridt i mineralerne, er det hårdt ved sneglene, supplerer Ejnar Thomsen.

- I dette system vil der ikke være samme slid på rør og bøjninger, da det er et luftbåret system, og der er slet ingen snegle, der kan slides, pointerer Jacob Øgendahl.

- Og vi kan suge råvaren op til 75 meter afhængig af motorens størrelse. I princippet kan mineralsiloerne så placeres i en helt anden bygning, hvis man ikke lige har plads i foderladen. Rørene koster ikke mere end 30-50 kroner pr. meter. Det er altså en mere fleksibel løsning, hvor man ikke skal tage så meget hensyn til placeringen af siloerne, som i en løsning med faste snegle, hvor mineraltransporten ikke må blive for lang, da det ellers bliver for dyrt, siger han.

Læs mere i martsudgaven af Hyologisk, der udkommer fredag den 4. marts 2011. Abonnement kan bestilles på telefonnummer 76207970 eller www.hyologisk.dk.