Island er selvforsynende med mejeriprodukter, og der importeres kun enkelte mejeriprodukter til landet, da der stort set er importforbud mod friske landbrugsvarer i Island.

- Toldmurerne, som beskytter landbruget, bevirker dog også omkostninger, da prisen på mange islandske producerede mejerivarer på markedet bliver besluttet af et statsstyret mælkeudvalg. I dette udvalg sidder repræsentanter for staten, for mejeriforeningen, for landmænd og sidst men ikke mindst repræsentanter for landets to største fagforbund, svarende til LO og FOA, skriver Snorri Sigurdsson, projektleder ved Landbohøjskolen i Island og Videncentret for Landbrug, Kvæg, Team råvarekvalitet i den nye udgave af Bovilogisk, der udkommer den 21. januar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har ifølge Snorri Sigurdsson de seneste år været svært for landmændene at hente store ændringer på minimumsprisen fra mejerierne, da mælkeudvalget ikke har været enigt om forhøjelser af priser ude på markedet. Prisen i dag ligger på 0,22 danske kroner pr. enhed mælkefedt og 0,77 danske kroner pr. enhed mælkeprotein. Det vil sige, at for et kg mælk med 4,00 procent fedt og 3,35 procent protein skal mejeriet betale minimum 3,49 danske kroner.

Høj pris på produktionskvote

Indtil 2010 var der frit salg og køb af kvote i Island, men da prisen var blevet meget høj på det frie marked - op til fire til fem gange mejeriprisen på mælk - besluttede generalforsamlingen af Landsforeningen for Kvæg (LK) at undersøge, om der kunne findes et bedre system for salg af kvote. Et system, som ifølge LK’s mening ville kunne holde prisen på kvoten på et fornuftigt niveau. Købs- og salgsvilkårene i forskellige lande som Norge, Canada og lande inden for EU blev undersøgt, og til sidst blev det besluttet at anbefale til Landbrugsministeriet at lave et lignende system i Island, som findes her i Danmark. Danske Mejeriers Mælkeudvalg bidrog væsentligt til oprettelsen af børsen i Island.

16 procent lavere pris

- Måske lidt som forventet var der store afvigelser mellem tilbuddene, og der blev kun solgt 140.000 kg til ligevægtsprisen 13,59 danske kroner pr. kg. Tilbuddene om salg af kvote var fra 8,25 danske kroner pr. kg til 17,96 danske kroner pr. kg, og tilbuddene om køb af kvote var fra 16,99 danske kroner pr. kg til 7,77 danske kroner pr. kg, beretter Snorri Sigurdsson og fortsætter:

- 13,59 danske kroner pr. kg er helt klart stadigvæk en meget høj pris, men er dog 16 procent lavere, end prisen var på det frie marked de første måneder af 2010. Sammenlignet med den seneste ligevægtspris på den danske børs på 3,03 danske kroner pr. kg er prisen i Island meget høj, men på grund af forskel på både støttesystemer og generelle produktionsvilkår mellem landene er det meget svært at sammenligne ligevægtspriserne. En vigtig ting, som kan bevirke højere pris i Island, er det faktum, at der på kvoten hænger en væsentlig statsstøtte, og der forsat er et kvotesystem i Island efter 2015, som gør, at de islandske landmænd kan afskrive deres kvote i regnskabet over længere tid, end de danske landmænd kan. Kvote købt efter 1. januar 2011 kan dog ikke afskrives.

Læs mere om de islandske forhold i den nye udgave af Bovilogisk, der udkommer den 21. januar. Abonnement kan bestilles på 7620 7900 eller på www.bovilogisk.dk.