De to danske pløjere, Søren Korsgaard og Bjrane Vestergaard, rejser søndag den 19. september til pløje-EM i Irland, og de ser allerede nu, hvor grejet er afsendt, frem til at komme af sted.

- Vi glæder os til at komme af sted på søndag, fortæller Søren Korsgaard, som deltager for tredje gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har taget et par feriedage for at træne, inden vi skal af sted, men den megen regn har gjort det vanskeligt at træne rigtigt. Jeg havde planlagt at pløje et par felter, men de våde marker betyder, at det er svært at lave flotte afslutninger, så jeg koncentrerer mig om at øve lidt furer i stedet. Mit mål i konkurrencen er at komme i top 10. Der er mange verdensmestre med, så konkurrencen bliver hård, siger han.

Søren Korsgaard har gode erfaringer med at deltage i internationale stævner. Hans bedste placering fik han i 2008, da EM blev afholdt i Danmark. Her fik han en flot bronzemedalje.

Debutant og juniormester

Den anden deltager, Bjarne Vestergaard, som er med for andet år, blev juniormester ved DM 2009. Inden afsendelsen af traktor og plov træner han sammen med Søren Korsgaard og får de sidste gode fif til at udføre godt pløjearbejde.

Bjarne Vestergaard har pløjet meget op til stævnet, mest for at lære traktoren at kende. Nu er der fokus på detaljerne, hvor Søren og Bjarne kan udveksle erfaringer, som forbereder dem til konkurrencen.

Flemming Thorsager er med de to pløjere som træner under konkurrencen. De har en aftale med en lokal irsk landmand, at de kan få et lille stykke jord til lidt privat træning søndag eftermiddag forud for den officielle træning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Folkesport i Irland

Pløjesporten i Irland er næsten som en folkesport og ved deres nationale stævne har de både veteranpløjning, hestepløjning og almindelig pløjning. Der er cirka 1.000 udstillere og man forventer cirka 180.000 gæster i løbet af de tre dage, stævnet og udstillingen foregår.

EM afholdes i forbindelse med det nationale stævne og cirka 15 lande er repræsenteret.

Se mere om stævnet på www.npa.ie