Hos partierne Enhedslisten og Det Radikale Venstre klapper politikerne ikke i hænderne over regeringens udspil om at yde milliardstøtte til landbruget. Miljøordfører Johannes Poulsen fra det Radikale Venstre kalder "bevidstløs milliardstøtte til uddøende landbrug direkte skadeligt".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Generel milliardstøtte til landbruget betyder, at størstedelen af pengene smides væk i en i forvejen underskudsgivende miljøskadelig perspektivløs fødevareproduktion - særligt til svinebønder - der alligevel ikke har nogen fremtid. Pinen trækkes så at sige bare ud, og det var langt klogere at bruge penge til en ægte grøn omstilling af landbrugserhvervet, siger han.

- Vi er enige med regeringens egne vismænd i, at en i forvejen forældet industriproduktion ikke skal holdes kunstigt i live. Radikale Venstre vil i stedet udvikle de dele af landbruget, der reelt tjener penge og har sorte tal på bundlinjen. Det er forskellige former for kvalitets- og nicheproduktion og især en massiv omstilling til økologisk produktion, vi har brug for. Det vil både gavne miljø, natur, dyrevelfærd og landbrugserhvervet på sigt, siger han.

Også Enhedslisten efterlyser, at regeringen i stedet brugte pengene til at omlægge til økologisk landbrug.

- Der er brug for en både miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling for dansk landbrug. Derfor skal der satses på økologisk landbrugsproduktion, som allerede nu klarer sig økonomisk bedre den det såkaldte "konventionelle" landbrug, siger Per Clausen, fødevare- og miljøordfører for Enhedslisten.

- I stedet for bevidstløst at hælde penge ud til landbruget i form af skattelettelser burde der bruges 500 millioner kroner om året til økologisk omstilling og til at sikre den offentlige efterspørgsel efter økologiske varer, fortsætter han.