Sergii Tsybulskyi og Tetiana Tsybulska har arbejdet på Hvamgård i næsten fire år. De viser mig rundt i farestalden, hvor Sergii Tsybulskyi er manager. Her er plads til 650 søer. Som så mange andre svineproduktioner bøvler de med mange små og svagtfødte grise. Det har givet stof til eftertanke. Efter at have forsøgt sig med mange af markedets energitilskud, har medarbejderne og ejeren af Hvamgård, Danni Hvam Mikkelsen, taget konsekvensen og udviklet deres helt egen opskrift på power til pattegrise.
- Det går én på, når man skal aflive så mange pattegrise. Der måtte ske noget, derfor begyndte vi at lege med tanken om at finde frem til vores egen recept, siger Tetiana Tsybulska. Hun samler en pattegris op, og viser hvor nemt, det er at give tilskuddet i munden og samtidig sikre, at intet går tabt.