Glade medarbejdere giver gode arbejdspladser og bedre resultater på bundlinjen. Men hvor langt skal en arbejdsgiver strække sig for at få det til at køre?

Uanset om man har mange eller få medarbejdere, er det som arbejdsgiver naturligvis vigtigt at være fleksibel. Både i forhold til arbejdsopgaver og -ønsker, men også i forhold til helbred, mødetider, timetal, ferier, fridage og eventuelle off-dage. Men hvornår er det nu, at nok er nok?

Eksempel: En medarbejder vender tilbage sidst i februar efter sygdom under graviditet plus barsel, i alt 18 måneders fravær. Det aftales, at medarbejderen skal starte lidt blødt op - det vil sige daglig mødetid 9.30 til 15.30, sådan at der er plads til at få afleveret to børn i fred og ro om morgenen. Medarbejderen opfordres dog til at være her cirka klokken 9, da hun så kan være med i planlægning af dagen, som foregår under formiddagskaffen.

Desuden aftales det, at medarbejderen ikke skal arbejde i weekender før hen midt i april, og at medarbejderen kan gå lidt tidligere om fredagen, så der er mere tid til afhentning af det mindste barn i dagpleje.

Medarbejderen starter på samme løn som før barsel, dog reguleret ned efter det faktiske antal timer.

Svært ved at finde tilbage til arbejdsglæden

Opstart af medarbejderen går dog ikke som håbet. Der mangler energi og arbejdslyst fra medarbejderens side, der er en del fravær - faktisk så meget, at medarbejderen hver uge har mindst én fraværsdag, indimellem to, på grund af sygt barn, dårlig nattesøvn, egen sygdom, eller hun beder om fri til diverse arrangementer.

Medarbejderen når til første arbejdsweekend, dog med fravær torsdag og fredag inden, hvilket resulterer i en stald, der ikke bliver passet tilfredsstillende denne weekend.

Vi tager en samtale med medarbejderen, som udtrykker at hun ikke rigtig kan finde gnisten, og at det er svært, når hun ofte mangler sin nattesøvn. Hun er desuden ked af at skulle arbejde så længe hver eftermiddag, hun vil hellere i gang fra morgenen af, sådan at hun kan gå hjem noget før. Hun er desuden utilfreds med at hun ikke får løn under barnets sygdoms-dage, og at hun gerne vil have mere ansvar i farestalden, idet hun synes, hun har for meget status af hjælper, i forhold til hvad hun var før barsel, hvor hun stod næsten selvstændigt for farestalden.

Vi snakker om, at hun kan møde fra 7-14 i stedet, og at vi vil prøve at fordele arbejdet i farestalden mere ligeligt mellem hende og en anden medarbejder, men forklarer også, at hun ikke umiddelbart kan få mere ansvar, når hun ikke er mødestabil nok.

Der er enighed om, at der skal strammes op, især i forhold til fraværet. Med hensyn ttil løn under børns sygdom holder vi dog fast. Med 4 medarbejdere med børn, i alt ni styk som er under fem år, så kan det altså blive en rigtig stor post i vores regnskab, hvis folk nærmest hele tiden skal aflønnes for dage, hvor de ikke arbejder.

En chance mere - eller et farvel??

De næste par uger går det fortsat dårligt. Medarbejderen begynder nu at komme for sent jævnligt. Hun sover simpelthen over sig, og tager stadig tidligt hjem, uagtet at hun jo er mødt en eller to timer for sent, og har fortsat også hele fraværsdage.

Næste arbejdsweekend melder hun ud, at hun ikke kan arbejde om lørdagen, så den klarer vi selv. Til gengæld vælger hun at bede en kollega om at tage hendes eftermiddag på den ene gård søndag, hvor hun så tager til den anden ejendom og går og hygger med en anden kollega det meste af dagen.

Vi har altså for det første overtaget hendes arbejdslørdag, for det andet aflønnet en mand for ekstra timer søndag eftermiddag og for det tredje måtte aflønne hende for ekstra timer søndag, som ikke reelt var nødvendige. Bevares, det er da fint, at hun vælger at hjælpe sin kollega, men denne havde ikke travlt, og de ting, der blev klaret denne søndag, kunne snildt være klaret mandag i stedet, som ikke er en travl dag på denne ejendom.

Den følgende mandag vælger vi, efter formiddagspausen, at tage en snak med medarbejderen. Vi synes ikke, at det kan holde i længden på denne måde. Hun er egentlig enig, lader det til. Hun udtaler selv, at hun godt vidste, det gik den vej, og virker nærmest ligeglad. Hun har ingen undskyldninger, beder ikke om at få en chance mere eller andet i den dur.

Vil gerne hjælpe godt videre

Vi har en rimelig god, stille og rolig snak, synes vi, og hun får tilbud om, at hun, såfremt der er behov for det, kan blive boede i huset (tjenestebolig) en måned ekstra efter ansættelsens ophør. Da hun har hest også, får hun naturligvis tilbud om, at hun også kan lade den blive på græs længere, hvis det er nødvendigt. Vi snakker om, at hun jo naturligvis kan få en anbefaling herfra, og at vi gerne hjælper i forhold til lån af trailer til flytning med mere.

Hun har været ansat hos os i godt tre år, og fagligt er hun knalddygtig. Hun har, før barsel, været en sød og afholdt medarbejder og kollega. Hun har været enormt grundig i sit arbejde og rigtig dygtig til at holde orden og system i stalden, og hun arbejdede også rigtig godt alene, fik tingene gjort til tiden og havde et godt overblik.

At dette så har ændret sig, er selvfølgelig super ærgerligt, men det er jo, hvad der sker. Man ændrer sig og udvikler sig, og måske var den nye struktur hos os, efter udvidelse i foråret 2016, bare ikke rigtig noget, hun følte, hun passede ind i.

Det er aldrig sjovt at skulle opsige en medarbejder, men når det nu skulle være, så syntes vi faktisk, at det var gået på en rigtig god måde, og vi havde indtryk af, at det var en god afslutning. Hun ville selvfølgelig skulle arbejde den efterfølgende måned, men der var snak om, at vi så kunne springe weekenderne over, så hun fik tid til den videre jobsøgning og til at se efter en anden bolig.

Hvor hurtigt kan man få stress?

To timer senere, til frokost, meddeler hun, at hun lige skal et smut til lægen klokken 14. Der nævnes ikke årsag, men man får da lidt kriller i maven. Mon det er, hvad vi tror?

Jeps. Det var det. Klokken 15.20 modtager vi en sms med teksten: "Hej. Nu har jeg være til lægen. Jeg er sygemeldt med stress fra nu af. God arbejdslyst."

Og så bliver jeg altså gal i skralden! Hvordan kan man have så lidt moral og være så ligeglad med både arbejdsgiver og kollegaer? Hvordan kan man gå ned med stress på to timer? Hvordan kan man vide, at man er sygemeldt med stress en hel måned frem, indtil man skulle have stoppet på arbejde?

Bagefter vender vi den om: Hvad pokker har vi så gjort forkert? Havde vi ikke snakket med hende nok gange, skulle hun have haft flere chancer, skulle man have prøvet at motivere med mere løn, diverse goder i forhold til fridage eller lignende?

Er det forkert at forvente stabilitet og orden så kort tid efter et længere fravær? Selvfølgelig skal der jo være plads til sygedage, fridage med mere, men kan man ikke godt forvente, at medarbejderen - en voksen dame med to børn - også kan planlægge lidt, sådan at man ikke nødvendigvis skal have fri til andre ting, hver gang man har arbejdsweekend?

Hvad gør en god chef?

Er vi som landmænd generelt for hårde at arbejde for? Det er jo samme klagesang mange steder. Det er svært at finde medarbejdere, især de danske, og de har for meget fravær, kræver for meget, gider ikke arbejde i weekender og på helligdage.

Mange af dem er ganske enkelt ikke tilfredse med at se ud i en fremtid som manden på gulvet. De vil være driftsledere, eller i hvert fald afdelingsledere, og have ansvar og medbestemmelse. De vil opleve en masse, afsted på kurser og videreuddanne sig, og i øvrigt helst slippe for at have for meget rutinearbejde, så som at kastrere, vaske stalde og den slags.

Så er der jo næsten kun tilbage at ansætte østeuropæere, hvilket mange også er skeptiske overfor. For dem kan der jo være en masse andre problemer med.

Vi er så heldige at have tre medarbejdere fra Ukraine, som alle sammen er super arbejdsomme og fungerer godt socialt. De er loyale og stabile, og vi sætter umådelig stor pris på dem. Derudover har vi en dansk dame til at tage farestalden på den ene ejendom, som har tre små børn. Hun arbejder cirka 30 timer i ugen, hvilket betyder, at vi skal have endnu en medarbejder ind nu. Vi har været heldige at ansætte en af vores gamle medarbejdere, også en dansk dame med tre børn, der skal arbejde fuld tid, men fordelt lidt anderledes, sådan at hun kan holde tre-en-halv-dags weekendfri hver anden uge. Alt i alt en god løsning for alle - og vi håber da, at der så kommer ro på den front.

Men hvad er det, vi som arbejdsgivere skal se på, og ændre på, for at få fat i de gode - de bedste - medarbejdere? Og for at holde på dem efterfølgende ?

Hvad er det, der gør, at så mange med landbrugsuddannelse vælger at søge væk fra landbruget til andre brancher? Er det mon lønnen, arbejdstiderne, eller noget helt tredje? Er det simpelthen for hårdt arbejde?

Vi har oplevet én, der stoppede efter knap tre måneder på grund af ondt i lænden, én der stoppede efter knap to måneder på grund af psykiske problemer på hjemmefronten, og én der gik drastisk ned i tid, og som nu er stoppet helt, på grund af problemer med hofter og ryg efter fødsel af barn nummer to. Og nu den fjerde, som bare ikke havde lyst mere?

Det skal gå begge veje

Forleden var jeg til erfamøde, hvor der blev snakket om staldmøder, LEAN, inddragelse af medarbejderne i beslutningerne og om mere fleksibilitet. Og om, hvordan får vi disse ting ført ud i livet.

Fleksibilitet er som tillid - det bør gå begge veje, synes jeg. Vi vil gerne være large som arbejdsgivere og give fri til både det ene og det andet. Vi vil gerne ændre på mødetider, sådan at det passer med børn, der skal afleveres og hentes, og/eller reducere timeantallet, så der er bedre tid i en travl hverdag.

Men alt dette kan kun fungere, hvis man så kan stole på, at medarbejderne også er stabile og effektive i de timer, de er der, og har et oprigtigt ønske om at gøre deres bedste, for at vi kan have et godt arbejdsklima og en god effektivitet. Det er trods alt levende dyr vi har at gøre med. De SKAL have mad og passes hver dag, der SKAL udføres de planlagte arbejdsopgaver til tiden. Man kan ikke bare udskyde de hårde opgaver til en anden dag, fordi man har sovet dårligt.

I sidste ende er der bare kun os som arbejdsgivere til at træde ind og få tingene klaret, hvis medarbejderne svigter. Det slider på os, både fysisk og psykisk, hvis vi aldrig kan planlægge at holde fri eller tage væk, fordi vi er usikre på, om medarbejderen nu også kommer, eller vi ikke er sikre på, at tingene bliver gjort ordentligt.

Ingen er jo fejlfri - og vi er da sikkert heller ikke altid verdens bedste arbejdsplads. Vi kan have dårlige dage, travle perioder, og vi kan glemme at købe pålæg ind til frokosten, så folk må leve af rullepølsemadder.

Men i sidste ende prøver vi bare, og det går jeg da ud fra, at alle andre derude også prøver på, at gøre vores bedste for at få en god balance mellem det at være en god chef og at holde en fornuftig bundlinje. For uden den gode bundlinje er der jo ingen jobs.