Hvedesåningen er, som så mange andre steder, begyndt tidligt hos Damsgaard Rasmussen i det østjyske.

Den store knækstyret John Deere 9430 vender rundt på forageret og sænker atter den seks meter Horsch Focus 6 TD såmaskine på markerne ud mod E45 motorvejen et stenkast fra den berømte Hvidsten Kro i det østjyske.

Der står Damsgaard Rasmussen på siden af den store amerikaner, og selvom man får år tilbage både kunne møde lastbiler, bigballepressere og adskillige traktorer med det navn på, så er bedriften i dag relanceret og man har målrettet bedriften efter knap så meget maskinstationsarbejde, og mere fokus på bedriftens egne knap 1.200 hektar planteavl.

Jorden drives primært pløjefrit, men da man har Møldrup Kartoffeleksport med inde i sædskiftet med 80-100 hektar kartofler hvert år, så får man langsomt ploven med rundt, da der pløjes forud for kartoflerne.

- På den måde har vi rigtig god styr på græs-ukrudt, og kartofler er virkelig også et godt redskab i vores sædskifte, så det er vi rigtig godt tilfredse med, fortæller Niels Arne Damsgaard Rasmussen, som driver bedriften sammen med broderen Jens Damsgaard Rasmussen.

rich-media-1
Niels Arne Damsgaard Rasmussen foran bedriftens John Deere 8530, som er kommet på pension, efter den er blevet afløst af en Case IH Optum 300 CVX.

Bedriften er fordelt på fire ejendomme, hvor udgangspunktet er fødehjemmet i Bjergby.

- Jorden er fordelt med en passende afstand i en radius af maksimalt 10 kilometer og er forholdsvis samlet, så det gør det hele lidt lettere i det daglige, fortæller Niels Arne Damsgaard Rasmussen fra førersædet i bedriftens John Deere 8530, som netop er i gang med den 7,5 meter discharve for en nabo.

For bedriften kører fortsat lidt ud som maskinstation. Primært med Focus-såmaskinen, hvor det specielt er rapssåningen der giver mange hektar ude, men også med andre landbrugsopgaver, og om vinteren har man kørsel på Randers havn med tipvogne, når der skal tømmes skibe.

- Desuden er vi rigtig gode til at hjælpe hinanden naboerne imellem.

rich-media-2
Såning af de første 120 hektar hvede er overstået. Nu mangler der blot 80 hektar vinterbyg og 240 hektar hvede.

Langt med såningen

Grundet de nye efterafgrøde-krav, så er man allerede langt med såarbejdet på den østjyske bedrift.

- Vi har foruden de 160 hektar raps, fået etableret 300 hektar med efterafgrøder og 200 hektar er MFO-udlagt, blandt andet i form af frøgræs. Vi har sået de første 120 hektar hvede, og de resterende 240 hektar hvede samt 80 hektar med vinterbyg forventer vi, at begynde på i kommende uge, fortæller Niels Arne Damsgaard Rasmussen, som er lidt spændt på den tidlig såning af hvede.

- For at få markplanen til at gå op, har vi valgt, som så mange andre, at etablere hvede tidligt, og det bliver spændende at se, hvilke følger det vil få. Tidlig såning kan jo omformere græsudkrudt, og vi ved allerede nu, at vi nok kommer til at bruge ekstra omkostninger på ukrudt og svampebekæmpelse i de tidligt sået marker, men vi har svært ved at se, at vi kan undgå det. Alternativet med efterafgrøder vil give en lidt for stor andel af vårafgrøder i vores markplan, fortæller Niels Arne fra førersædet på bedriftens John Deere 8530, som samtidigt ærgrer sig lidt over, at det er blevet en smule komplicerede med de nye efterafgrøderegler.

- Det har været en utrolig nem høst i år, og afgrøderne har set ganske fornuftigt ud. Så er det lidt ærgerligt, at vi nu skal bekymre os om vi når at få efterafgrøderne og den tidligt sået hvede etableret hurtigt nok, i stedet for at nyde efteråret, men sådan er det jo engang, og det skal såmænd nok også gå det hele, fortæller Niels Arne Damsgaard Rasmussen, som påpeger, at alle afgrøder på bedriften etableres med bedriftens Horsch Focus TD såmaskine.

- Det er en fantastisk såmaskine-koncept til vores bedrift. Vi har både frøkasse på maskinen og mulighed for såning af korn og gødning endda med dobbelt rækkeafstand, så den kan både etablerer en vårbygmark med frøudlæg i samtidigt med at den kan etablerer en raps-mark. Det kræver dog en stor traktor foran, fortæller den østjyske landmænd og henviser til den store grønne knækstyret amerikaner traktor.

rich-media-3
Damsgaard Rasmussen er rigtig godt tilfreds med bedriftens Horsch Focus TD såmaskine, som klarer alle så-opgaverne på bedriften.

- Men det er bare nødvendigt når vi ved eksempelvis rapssåning skal ned og løse i dybden. Den kan næsten ikke være mindre. Omvendt laver den ikke så meget andet end at køre og så, så der er mange timer tilbage i den traktor endnu, fortæller han, og påpeger af bedriftens John Deere 9430 blot har kørt 4.400 timer.

Til sæson 2019 investerede man desuden i en Case IH Optum 300 CVX, som afløser en John Deere 8530.

- Vi har forsat 8530'eren, den er blot kommet lidt på pension og skånejob nu. Vores oplevelse er, at Optum'en let kan følge 8530'eren og klarer faktisk snildt de samme opgaver med dybdeharvning, discharvning og grubning.

rich-media-4
Jens Damsgaard Rasmussen foran bedriftens Case IH Optum 300 CVX.
rich-media-5
Optum'en hos Damsgaard Rasmussen bliver bestemt ikke skånet med arbejdsopgaverne. Den erstatter en John Deere 8530.