Landmænd, der overvejer at etablere et minivådområde, skal i aktion nu. Årets ansøgningsrunde er åben fra 1. marts til 30. april 2019.

Landmænd landet over er i fuld gang med at undersøge mulighederne for et minivådområde på deres jord. Før man kan gå i gang, skal der søges tilskud og tilladelse, og nu åbner 2019-ansøgningsrunden. Der er allerede etableret en del minivådområder landet over, et eksempel er et åbne minivådområde ved Fillerup i Østjylland, skriver Seges i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordningen er 100 procent finansieret af EU-midler, og de knaster, som nogle landmænd oplevede i 2018-ordningen, er stort set ryddet af vejen. For eksempel udbetales der nu forskud på 50 procent af tilskudsbeløbet, og der er standardpriser for etablering af et minivådområde. I 2019 er afsat i alt 115 millioner kroner til etablering af minivåd-områder

To slags minivådområder

I 2019 kan der søges om tilskud til to slags minivådområder:

Åbne minivådområder, som er vandfyldte bassiner, der renser drænvandet for kvælstof og fosfor.

Minivådområder med filtermatrice, som er små bassiner med træflis. De fylder mindre end minivådområder og er mere effektive til at rense dræn-vandet for kvælstof.

Minivådområderne er kollektive virkemidler. Det betyder, at den kvælstofreducerende effekt tæller for det vandopland, man bor i. Etablering af minivådområder er en del af landbrugspakken og en forudsætning for at fastholde de normaliserede kvælstof-kvoter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil man høre mere om dine muligheder for at placere minivådområder på bedriften, så kontakt en oplands-konsulent. Oplandskonsulenten yder gratis rådgivning og kan hjælpe med at finde den bedste placering, udforme minivådområdet bedst muligt, søge tilskud og få de nødvendige tilladelser på plads.