Miljøstyrelsen har godkendt Reactor 360 CS til bekæmpelse af ukrudt i vinterraps og kartofler med 0,2-0,25 liter pr. hektar.

Reactor 360 CS indeholder aktivstoffet clomazon, som kendes fra Command CS. Mængden af aktivstof pr. liter er den samme i de to midler, og de er begge formuleret som mikrokapsler, det vil sige. at aktivstoffet er indkapslet i mikroskopiske kugler, hvorfra det gradvist frigives efter udbringning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Midlet anvendes før afgrødens fremspiring. Vinterraps sprøjtes fra umiddelbart efter såning og indtil senest tre dage efter såning, mens kartofler sprøjtes senest fem dage før kartoflernes gennembrydning.

Læg dog mærke til, at Reactor 360 CS ikke som Command CS har godkendelse i ærter og gulerødder, ligesom en lang række off-label-godkendelser og godkendelser til mindre anvendelse alene gælder for Command CS.

Reactor 360 CS har i et års landsforsøg været sammenlignet med Command CS til bekæmpelse af enårig rapgræs og tokimbladet ukrudt i vinterraps. De to midler har effektmæssigt været sammenlignelige.

Den maksimale dosis for Reactor 360 CS er 0,25 liter pr. hektar, hvor Command CS har en maksimal dosis på 0,33 liter pr. hektar. Reactor 360 CS må kun anvendes hvert tredje år.