Større afstand mellem økologiske marker og marker med gensplejsede afgrøder. Det er blandt Fødevareministeriets idéer til de nye regler for dyrkning af GMO, som Folketingets partier er i gang med at forhandle. Det skriver Altinget.dk.

Ifølge de nuværende regler skal der eksempelvis være 150 meter mellem en mark med gensplejset majs og andre marker. Fødevareministeriet foreslår, at der fremover skal være 300 meter til nærmeste økologiske mark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods udsigten til en fordobling af afstandskravet, vækker forslaget ikke begejstring i Økologisk Landsforening.

Savner debat om GMO i DK

Direktør Paul Holmbeck anerkender, at det er positivt, at der nu lægges op til en differentiering, men eftersom økologerne mener, at afstandskrav skal fastsættes ud fra et mål om 0,0 procent i tærskelværdi - så rykker de nye idéer ikke ved den grundholdning, at der slet ikke bør dyrkes GM-afgrøder i Danmark.

- Vi har ingen illusioner om, at lidt større afstandskrav og andre sameksistenskrav vil forhindre, at der sker en forurening af de økologiske marker og produkter. Dyrkning af GM-afgrøder er en licens til at forurene andre landmænds afgrøder - også med de nye sameksistensregler, siger Paul Holmbeck til Altinget.dk.

Han kritiserer desuden, at justeringerne af de nuværende sameksistensregler sker inden en større debat om, hvorvidt vi i Danmark overhovedet skal have gensplejsede afgrøder på vores marker.