Til sæson 2014 har Kuhn spændende nyt på skårlægger-fronten, idet den franske maskinproducent lancerer nye triple-kombinationer i FC-serien. Der er tale om to nye skårlæggere i butterfly-kombination med to nye frontskårlæggere.

De nye FC-triple-sæt har efternavnet 30 og fornavnene 95 og 100. FC 9530 har en bredde op til 9,5 meter, mens FC 10030 når op på maksimalt 9,9 meter, begge med den nye FC 3525 F  frontskårlægger med en bredde på 3,5 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed lægger Kuhn sig op i nærheden af 10 meter inden for traktormonterede skårlæggere til montering på traktor, og foruden det nye design er der sket flere ændringer på maskinen. Blandt andet rummer skårlæggeren en helt ny form for crimper, mens vi dog skal vente med at se en løsning med bånd til skårlæggeren.

Ny stålcrimper

- Den nye crimper består af stålcrimper-fingre og er udviklet sådan, at fingrene vender bagud, så græsset bliver kastet ud i periferien af rotoromdrejningerne og sikrer optimal crimping af afgrøden, fortæller Robert Vemmelund, produktspecialist fra MI, som er den danske importør af Kuhn.

- Noget helt nyt er også gearskiftet til crimperen, så det nu er muligt at skifte hastighed på crimperen, og det foregår ikke med remme eller kæder, men derimod i et lukket oliebad i en egentligt gearkasse.

Skårlæggeren kan hydraulisk forskydes 25 centimeter til hver side, så kurvekørsel også er muligt. Sideforskydningen sker med det ophængte stempel på hver sin sidefløj.

Når FC10030 når 9,9 meter i maksimalt arbejdsbredde, er det med 25 centimers overlap mellem hver sektion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vedligeholdelsesfri

OptiDisc-Knivbjælken er nyudviklet og har en langtidsholdbar olie.

- Det betyder i princippet, at knivbjælken er vedligeholdesfri, fortæller Robert Vemmelund.

Knivbjælken har desuden Lift Control. Dette betyder, at jo hurtigere skårlæggeren bevæger sig hen over terrænet, jo større vægt er nødvendig på knivbjælken for at få en rolig kørsel.

Lift Control giver chaufføren mulighed for hele tiden selv at styre vægten på knivbjælken.

Med en akkumulator opbygges trykket som aflæsses på manometeret, og afhængigt af marken kan det løbende ændres fra kabinen. I praksis indstiller chaufføren trykket på manometeret indtil skårlæggeren "svæver" over græsoverfladen, og derefter aftages en anelse af trykket igen. Princippet har Kuhn haft i 20 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Snittekvaliteten sikres ved, at skivernes afstand er mindre, hvor knivene kører fra hinanden, i forhold til hvor knivene kører mod hinanden.

ProtectaDrive er en sikkerhed for knivakselen, som beskytter gearkasser og knivbjælke, hvis uheldet er ude, og skårlæggeren kører ind i træstubbe eller lignende.

- Knivakselen er drejet ned, så der er et brudpunkt, hvis der køres mod knivbjælken. På den måde sikres både knivbjælke og gearkasser mod nedbrud som følge af sammenstød, fortæller Robert Vemmelund.

- Det er let efterfølgende at udskifte knivmodulerne, da de sidder med tre bolte. Systemet kaldes for ProtectaDrive

Når triple-sættet klappes sammen til transport-position, er transporthøjden under fire meter.