Hvis du vil blive klogere på bioenergi, så er det bare om at tage til NutriFair i dag. Hele dagen igennem vil forskellige oplægsholdere gøre messens gæster klogere på mange forskellige emner inden for bioenergi. Konferencen fokuserer blandt andet på; "Skal jeg afsætte min gylle til biogasproduktion?", "Fremtidens rammevilkår for biogasproduktion i Danmark" og sætter samtidig paneldiskussioner i gang om gårdbiogas og husdyrbrugets rolle i energimarkedet.

Til at skyde dagens konference om bioenergi i gang gav Peter Gæmelke, der er bestyrelsesformand i Nature Energy, en velkomst til de fremmødte gæster. Han har set frem til at kunne skabe mere fokus på Bioenergi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi sætter fokus på bioenergi, fordi vi skal lave cirkulærenergi i Danmark. Her rydder vi jo op efter den fødevareproduktion, vi har haft og tager samtidig andet biologisk affald fra naturen. Vi rydder op efter forbrugerne og putter det i et biogasanlæg og laver biogas, fortæller Peter Gæmelke, og fortsætter;

- De fremmødte til dagens konference, vil kunne lære meget om fundamentet i biogas af de forskellige oplæg.

Efterspørgsel

Bag konferencen står Bioenergi Magasinet i samarbejde med NutriFair.

Kris Vetter, der er ansvarshavende redaktør for magasinet, har set frem til dagene på NutriFair.

- Vi udgiver magasinet på 13. år. Vi har kontakt med leverandører og branchefolk, og de har efterspurgt et sted, hvor de kunne fremvise deres produkter og rådgivning. Vi synes, at NutriFair er et oplagt sted til dette, fortalte Kris Vetter, der håber på, at både landmænd og folk fra biogasbranchen dukker op til konferencen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er første gang, at biogaskonferencen bliver afholdt på NutriFair, og alle er velkommen til at deltage.