363 levesteder for truede bilag 4-arter som markfirben, birkemus og padder bliver nu sikret, når 93 projekter får del i 10 millioner kroner, der skal forbedre arternes levesteder. Bilag 4-arter er en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som EU-medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte både inden for og uden for Natura 2000-områderne.

For pengene bliver der etableret søer, jorddiger og stendynger på marker rundt omkring i landet. Mens søerne er vigtige ynglesteder for frøer og tudser, er jorddigerne hjemsted for mange markfirben og birkemus. Arterne er med til at bevare biodiversiteten og mangfoldigheden i den danske natur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med tilskudsordningen skaber vi vigtige habitater, som hverken bliver dyrket eller sprøjtet,

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

- De små dyr bevæger sig ikke så langt, og de har brug for levesteder i det nære. Med tilskudsordningen skaber vi vigtige habitater, som hverken bliver dyrket eller sprøjtet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Mange ansøgere

Tilskudsordningen "Særlige levesteder for bilag 4-arter" er en del af Landdistriktsprogrammet 2016, som skal sikre bæredygtig forvaltning af de danske naturressourcer. EU finansierer 75 procent af tilskudsordningen.

I alt har 587 projekter søgt om tilskud for knap 49 millioner kroner. Det har ikke været muligt at støtte alle projekter i puljen, og støtten er derfor blevet tildelt de projekter, hvor pengene giver den største effekt.

- For mange landmænd er stendyngerne og søerne ofte i vejen for at etablere store og lige marker, og førhen har de valgt at fjerne dem. Derfor er det positivt, at så mange landmænd nu har valgt at søge. Det viser, at mange landmænd har fokus på biodiversiteten, siger Esben Lunde Larsen.