Der mangler en decideret økologisk landbrugsuddannelse. Sådan lyder det fra en gruppe elever på Kalø Økologisk Landbrugsskole.

- Vi har i dag en økologisk landbrugsskole, som er pålagt at undervise ud fra en konventionel bekendtgørelse. For eksempel er det meste af vores undervisningsmateriale lavet i fælleskab med Landbrug & Fødevarer, og dermed uddannes vi i konventionelle landbrugsmetoder, siger Anna Hesselager fra gruppen til Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gruppen af elever har henvendt sig til fødevareminister Dan Jørgensen (S), undervisningsminister Christine Antorini (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at gøre opmærksom på, at der er brug for en ny bekendtgørelse, så der kan blive lavet en 100 procent økologisk uddannelse.

- Som frontløbere indenfor økologisk landbrug har vi brug for en hel ny bekendtgørelse som giver vores undervisere friere tøjler til at undervise på en holistisk måde og til at håndtere den størrelse som økologisk landbrug nu har. Vores samarbejdspartnere er allerede nu parate og står i kø til at bidrage med undervisningsmateriale, og der foreligger et færdigt udkast til et økologisk speciale som en del af indholdet i en ny bekendtgørelse. Vi er mange elever, unge mennesker, lærere, producenter, interesseorganisationer, forskere og forbrugere m.v., der inderligt brænder for økologi og mener at en ny økologisk bekendtgørelse er på sin plads, lyder det fra gruppen, som kalder sig selv Øko Opråb.

Handlingsplan

Regeringen har lanceret en Økologisk Handlingsplan 2020.

Formålet er blandt andet at fordoble det økologiske areal i 2020.

Regeringen vil desuden styrke afsætningsmuligheder ved blandt andet få offentlige institutioner til at købe flere økologiske varer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det offentlige skal også går forrest, når det kommer til at eje økologisk dyrket jord.

Kalø Økologisk Landbrugsskole uddanner landmænd med speciale i enten husdyr eller planter.