Jos van Ewijk fra maskinforretningen J-Maskiner ønsker at drive sin forretning ud fra en grundholdning om selv at have styring over de produkter, han sælger og opsøge de produkter, der passer til kundernes behov. Derfor har han fravalgt at sælge fabriksnye traktorer og høstmaskiner.

- Jeg vil ikke være underlagt krav fra distributører om at have særlige servicevogne eller et bestemt type værksted, siger Jos van Ewijk med henvisning til maskinforretninger, der indgår aftaler med distributører om forhandlerområder, og de krav der følger med. Han vil kunne vælge sine produkter frit ud fra kundernes ønsker og ud fra, at han ikke behøver at opbygge et stort værksted til servicering af produkterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

J-Maskiner er grundlagt af Jos van Ewijk og holder til på en gård i nærheden af Rødekro. Det var helt fra starten et hobbyprojekt, der siden 2008 har haft vokseværk. Nu er der foruden Jos van Ewijk to ansatte og fire partnere rundt i landet, der hjælper ham med at servicere kundernes maskiner, hvorend de befinder sig.

Værkstedet er indrettet i gårdens tidligere staldbygning. Bygningen fungerer samtidig som et reservedelslager, hvor Jos van Ewijk sørger for altid at have de mest efterspurgte dele på lager.

Selvom det er et lille værksted, er det velegnet til klargøring af kundernes nye maskiner og efterfølgende servicering.

Startede som hobby

I 2007 havde Jos van Ewijk solgt sin anpart i Lerskov Maskinstation for at træde ud af branchen. Han var kørt sur i at drive maskinstation, og ville hellere prøve lykken med andre projekter. Et halvt år senere startede han egen virksomhed op med salg af nye og brugte entreprenørmaskiner.

- Det er sjovt at sætte noget nyt i gang og opdage, at der er et marked for det, siger Jos van Ewijk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var da finanskrisen slog igennem, og hvor det blev attraktivt at bestille mindre entreprenørmaskiner hjem fra Estland, Holland og Tyskland, da flere producenter havde svært ved at sælge maskinerne på hjemmemarkedet.

- De havde en masse maskiner på lager, de ikke kunne komme af med på det tidspunkt. Så var det om at slå til, siger Jos van Ewijk.

Opkøb af entreprenørmaskinerne stod på frem til 2011, hvor det ikke var til at opdrive dem længere til de fordelagtige priser. Siden da har J-Maskiner taget landbrugsmaskiner ind i sortimentet, og det er med en specialisering i disc-nedfældere samt disc- og dybdeharver.

Gennem tiden har Jos van Ewijk udvidet sin forretning til både at omfatte brugte og nye entreprenør- og landbrugsmaskiner. Samtidig har han også tilbudt kommissionsalg. Han vil dog i fremtiden satse på at sælge nye maskiner fra få forskellige mærker.

Satsninger

Virksomheden har altid udviklet sig i takt med kundernes ønsker, samt årstid og tendenser inden for jordbehandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg sjusser mig frem til kundernes behov. Det handler om at forudse, hvilke produkter der vil blive efterspurgt et godt stykke frem i tiden, da der kan være lang leveringstid på maskinerne, siger Jos van Ewijk.

Han sørger for at have de mest gængse maskiner på lager, men producenten kræver ofte, at han ved bestilling skal tage op til ti eller flere maskiner hjem af samme model. Det giver ifølge Jos van Ewijk nogle udfordringer i at kunne spå om, hvad der kan betale sig at bestille hjem. Han har løbende kontakt til sine kunder, og de ringer ofte med efterspørgsler på bestemte maskiner. Han mener, at det giver mening at gå efter maskiner, der har den rette funktionalitet, uden at være luksusmodeller til mange hundrede tusinde kroner.

- Der findes mange dyre maskiner derude. Men det, de fleste af mine kunder har brug for, er et pålideligt produkt med god funktionalitet til en god pris. Det er det, jeg sælger, siger Jos van Ewijk.

Nedfælder-udfordringer

Gennem tiden har der været nogle udfordringer for Jos van Ewijk med at få sine udenlandske landbrugsmaskiner til at fungere optimalt på dansk jord. Han fik i foråret 2016 lavet 20 disc-nedfældere, der efterfølgende skulle laves en del justeringer på. Maskinerne var ikke tilpasset de mange sten på danske marker og det gav en del merarbejde.

- Det var et stort arbejde at teste og lave justeringer, men alt faldt på plads, og nu kører nedfælderne godt. I fremtiden vil jeg ikke bruge så meget tid på at bygge maskiner op fra bunden, siger Jos van Ewijk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har lært ham at holde sig til at sælge produkter, der er klar til det danske marked uden store ombygninger. Udover det er hans filosofi at sælge maskiner, som alle værksteder har mulighed for at reparere.

- Jeg sælger til hele Danmark, og selvom jeg har servicepartnere forskellige steder i landet, skal mine kunder have mulighed for at få repareret produkterne andre steder, siger Jos van Ewijk.

Udvidelser

J-Maskiner er eneforhandler i Danmark af de polske mærker Agro-Tom og Intertech. Med bestilling af flere nye maskiner har J-Maskiner brug for mere plads. Jos van Ewijk venter lige for tiden på byggetilladelse til opførelse af en udstillingshal, så han får plads til alle de nye maskiner.

Han har fokus er at have et mærke pr. produkttype. Det gør ifølge Jos van Ewijk det enkelt at bestille produkter hjem og blive specialiseret og få større viden inden for de mærker, virksomheden sælger.