I år bliver bliver Historisk Dyrskue afholdt på Bundsbæk Mølle søndag d.18. juni, hvor der sættes særligt fokus på malkekvæg gennem tiden.

Desuden vil der også blive vist flotte og aldrende veterantraktorer og -maskiner. Her kan I se udviklingen i landbrugets maskiner, og forskellen fra tidligere tiders små maskiner med få hestekræfter til vor tids kæmpe maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Malkekvæg gennem tiden

Gennem århundreder har mennesker fremavlet kvægracer med de egenskaber, de ønskede, hvilket har medført, at racerne har været under konstant forandring. I Danmark er nogle racer udnævnt til at være bevaringsværdige for deres rolle i den danske landbrugshistorie. Der er dog også andre kvægracer, der har spillet en afgørende rolle i dansk landbrug, som ikke kan pryde sig med den særlige udnævnelse. Med årets tema 'Malkekvæg gennem tiden' ønsker Ringkøbing-Skjern Museum at sætte fokus på forskellige racers udvikling og anvendelse. Som gæst vil du kunne høre dommerne fortælle om racerne, fordybe dig i en miniudstilling og ikke mindst se og klappe de forskellige racer - for i år har museet samtidig åbnet op for at flere kvægracer kan udstilles.

- Landbrugshistoriens kvægracer er mangfoldige. Ved kun at udstille de racer, der officielt er udnævnt som bevaringsværdige afskæres en del af historien om det danske kvæg. Nu hvor vi har åbnet op for andre racer, kan vi på det Historiske Dyrskue vise en mere helstøbt fortælling om kvæg i den danske landbrugshistorie, fortæller formidlingsinspektør Per Lunde Lauridsen.

- Med bevaringen af de gamle husdyrracer bevarer vi en genarv - altså en levende kulturarv. Hvem ved om fremtidens udfordringer vil kunne have gavn af de historiske dyreracers gener. Måske vil vi få brug for mere robuste dyr til at udføre naturplejeopgaver i landskabet, hvor de forædlede husdyrracer vil komme til kort? Måske kan fremtidens sygdomme og ressourcemangel afhjælpes med gener fra vores forfædres husdyr, fortæller formidlingsinspektør Per Lunde Lauridsen og påpeger:

- Derfor er vi også glade for at vores historiske dyrskue støttes af Bevaringsudvalget, under Miljø- og Fødevareministeriet.