Et årsregnskab, der slutter med et resultat efter skat på 5,8 millioner kroner og en soliditet, der runder op på 50 procent, er rigtig fint for Helms TMT-Centeret A/S. Det er et resultat, som virksomheden seks år henne i et generationsskifte har sigtet efter.

Årsregnskabet offentliggøres i næste uge, og efter en årrække med store investeringer i udviklingen af virksomheden, er ledelsen af Helms TMT-Centeret ganske tilfreds med at præsentere et resultat efter skat på 5,8 millioner. Virksomheden har en vision om at være ledende inden for salg og support af rullende materiel. Dette målrettede fokus har både muliggjort tilvalg af nye stærke leverandører, og fravalg af leverandører, som ikke bidrog aktivt til virksomhedens udvikling og synergien i produktsortimentet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dedikerede medarbejdere

Kristian Helms oplyser, at virksomheden oplever, at flere og flere kunder tilvælger Helms TMT-Centrets produkter og service.

- Uafhængigt af hvilke brancher, vores kunder kommer fra, værdsætter de vore medarbejderes dedikation og fokus på de produkter, vi udbyder. Dette kan vi i høj grad takke vores engagerede medarbejderstab i de tre afdelinger i Lind ved Herning, Aarhus og Ringsted for. De har hovedfokus på at gøre, hvad de kan for vores kunder. Det er nok den simple årsag til vores resultat, siger Kristian Helms.

- Vi er en dynamisk virksomhed, der ikke ønsker at fastlåse os til én bestemt vej til at nå vores mål. Vi skal hele tiden være vågne og omstillingsparate til at søge nye veje for at nå vores mål. Vi er målsøgende - ikke målstyrede. Skov- og landbruget er en væsentlig partner i vores virksomhed, men krisen dér har betydet, at sektorer som kirkegårde, kommuner, entreprenører, håndværkere, stutterier og rideskoler samt anlægsgartnere har bidraget markant til vores resultat.

Skandinavisk forhandlernet

Et stærk forhandlernet i både Danmark, Norge og Sverige med flere forhandlere, der har mere end 20 års erfaring, giver i kombination med den brede kundegruppe en mindre sårbarhed overfor enkelte markeder og kundegrupper. Det kommer i høj grad til udtryk i årets regnskab.

Helms TMT-Centeret arbejder netop nu på at få en endnu bedre dækning af alle kundegrupper blandt deres forhandlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Generationsskifte

Virksomheden har arbejdet efter en ekspansiv forretningsplan, som sammen med det løbende generationsskifte har betydet, at firmaet i dag står stærkt rustet til fremtiden. Firmaet er i dag ligeligt ejet af de tre partnere Allan, Jakob og Kristian Helms.

Ledelsen og ejergruppen har en gennemsnitsalder på 39 år, så her er både erfaring og fremtidsperspektiv. Om 10 år, når generationsskiftet senest er sluttet, vil der stadig være en gennemsnitsalder på under 40 år.

Lavere resultat forventet

- Virksomheden ser frem til et spændende år med masser af muligheder. Det gælder også udviklingen i Norge og Sverige. Der forventes dog et lavere resultatet i det kommende år, da specielt landbruget fortsat vil være særdeles udfordret på en måde, man ikke har set siden begyndelsen af 1980'erne, siger Kristian Helms.

Helms Holding vil være på udkig efter gode investeringer inden for blandt andet maskinbranchen i de kommende år. Det kan også være oprettelse af nye grene, der kan skabe synergi til datterselskaber. Ellers vil fokus for Helms Holding A/S være på CSR aktiviteter i bred forstand.