Ved stormødet i Vejen i september arrangeret af Bæredygtigt Landbrug stillede direktør Vagn Lundsteen sig foran mikrofonen og fremlagde en Gallup-undersøgelse, som organisationen havde bestilt.

Men Gallups spørgsmål var ledende og Bæredygtigt Landbrug havde selv draget en række konklusioner, som der ikke var dækning for, skriver Aabenhedstinget.dk, der er et netværk af journalister og jurister med tilknytning til Journalisthøjskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gallup-undersøgelsens tal og konklusioner blev fremlagt ved hjælp af 13 powerpoints. Der var tale om slides med en lang række positive postulater:

Danskerne bakker op om landbruget, har sympati for landbruget, er klar over at landbruget er presset, men har tiltro til erhvervets miljøtiltag. Danskerne ved også godt, ifølge Gallup, at dansk landbrug slås med flere miljøkrav end vore nabolande, at landbrugets miljøbelastning er faldet, og at Danmark er foregangsland inden for landbruget.

Ifølge Aabenhedstinget.dk havde Vagn Lundsteen imidlertid selv skrevet de konklusioner.

Blanding af Gallup-tal og Lundsteens konklusioner

Underdirektør Camilla Kann Fjeldsøe hos Gallup har fået forelagt de 13 powerpoints, som Vagn Lundsteen præsenterede i Vejen. Undersøgelsen har siden stormødet ligget som en pdf-fil på foreningens hjemmeside. Direktør Fjeldsøe havde følgende reaktion:

- De tal, der er bragt i rapporten stammer fra Gallup og er korrekte. Det eneste ankepunkt, jeg har til rapporten, er, at det er umuligt at se, hvilke sider der stammer fra Gallup, og hvilke sider Bæredygtigt Landbrug selv har produceret. Jeg har påtalt det uheldige i, at man ikke kan skelne mellem det Gallup har lavet, og det kunden har lavet, siger hun til Aabenhedstinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Camilla Kann Fjeldsøe har Vagn Lundsteen selv fremstillet seks af de 13 sider, og dem vil Gallup ikke tage ansvar for. Det drejer sig blandt andet om de sider, hvor der optræder konklusioner.

Ledende spørgsmål

Analyseekspert Kresten Roland Johansen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har gennemgået Gallup-undersøgelsen, og han er stærkt kritisk over for analyseinstituttet:

- Metoden er i orden, men konklusionerne kan jeg ikke finde dækning for i tallene. De er uklare. Tag f.eks. denne konklusion: Danskerne har sympati for landbruget som erhverv – det er der simpelthen ingen af tallene, der viser, siger han til Aabenhedstinget.dk.

Efter analyseekspertens mening er det selve formuleringerne, den er gal med:

- Min hovedanke går på, at Gallup har accepteret at bruge de generelt stærkt ledende spørgsmål. Der spørges på en sådan måde, at det ville være næsten fornuftstridigt at svare imod. Hvem vil ikke svare ja, når man bliver spurgt om, der skal være en grænse for, hvor langt danske politikere kan gå i forhold til at lægge særregler og afgifter over på dansk landbrug? Eller hvem ville svare ja til et spørgsmål, om Danmark skal skærpe miljøreglerne unødigt? Og vil ikke alle gerne slippe af med ”administrativt bøvl”?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her dumper Gallup. Jeg er virkelig overrasket over, at de professionelle hos Gallup har ladet de her formuleringer slippe igennem. Det er simpelthen ikke i orden, siger analyseeksperten til Aabenhedstinget.dk.

Læs også Lundsteen: Det var ikke vores konklusioner.