Næsten to tredjedele af danskerne, eller helt præcis 65 procent af befolkningen, foretrækker økologiske produkter i meget høj, høj og i nogen grad. Herudover foretrækker 22 procent i mindre grad økologi, mens kun 12 procent slet ikke foretrækker økologi.

Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet Synovate har foretaget for Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Det skriver foodculture.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog stadig forbeholdt en mindre gruppe at købe meget økologi. Ifølge en undersøgelse fra Center for Bioetik og Risikovurdering tidligere på året er det 14 procent af forbrugerne, der står for købet af næsten halvdelen af alle økologiske produkter.

Forskel på røde og blå vælgere

I Synovate-undersøgelsen er folk også blevet bedt om at markere, hvad de ville stemme på ved et Folketingsvalg, og det viser sig, at det er blandt SF´s, Enhedslistens og de Radikales vælgere, at man finder flest økologitilhængere.

Faktisk er de tre partier de eneste, der har tocifrede procentpoint ud for ”i meget høj grad”, mens det er noget færre af de vælgere, der stemmer til højre for midten, der i meget høj grad foretrækker økologi.

- Generelt kan man sige, at der uanset politisk ståsted er ret bred opbakning til økologi, og det er vel egentlig ikke overraskende, at der blandt de røde vælgere er ekstraordinær begejstring for økologien, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder for Økologi i Landbrug & Fødevarer, til foodculture.dk.