Når en lille minkfarm i Sydvestjylland bliver udsat hærværk, så får det opmærksomhed i den store verden. For dyreaktivister bruger i stigende grad internettet, når de skal fortælle omverdenen om deres aktioner.

På en amerikansk hjemmeside med navnet Bite Back Magazine kan man blandt andet se billeder fra en aktion nytårsaften mod en minkfarm i Ølgod ved Varde, hvor 400 mink blev lukket ud af deres bure.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vildt frustrerende, siger Henning Christensen, der er formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening, til dr.dk.

På nettet har han set adskillige billeder af, hvad der sker, når dyreaktivister slår til.

Det kan være en smadret dør ind til et slagteri, ildspåsættelse eller befrielsen af fem høns. Så det er alt fra let hærværk til det mere ekstreme.

Ifølge Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på Roskilde Universitet, så vil vi i fremtiden kunne finde mere og mere af den slags på nettet.

- Det er meget billigt at lave en hjemmeside eller lægge en gruppe ind på Facebook. Men det er også noget, der potentielt kan nå rigtig mange mennesker, fordi nettet er et globalt fænomen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ansporer flere

Chris Holmsted Larsen vurderer, at nettet fremover vil anspore flere til at begå hærværksaktioner mod eksempelvis pelsindustrien, og det er netop, hvad pelsdyravlerformand Henning Christensen, frygter.

- Det vil jo vække nogen ved, at de ser det. Vi ved, det er sådan, det fungerer, siger han.

I løbet af det seneste halve år er der flere gange blevet malet graffiti med slagord og lukket mink ud fra minkfarme i Syd - og Sønderjylland, og i forgangne uge blev to personer anholdt og sigtet i de sager.