Lyt til artiklen:

Forventer anbefaling på 750 kroner per ton CO2 fra ekspertudvalg

00:00
Hastighed: ???x
01:39

Anbefalingerne fra regeringens ekspertudvalg med bud på en fremtidig CO2-afgift har været længe ventet, men nu er ventetiden slut. Anbefalingerne fra Svarer-udvalget bliver præsenteret i dag klokken 11, men allerede nu har flere medier erfaret, hvad dele af anbefalingerne lyder på.

TV2 skriver, at en af udvalgets anbefalinger er, at landbruget fremover bør betale en udgift på maksimalt 750 kroner per ton udledt CO2. Derudover vil udvalget foreslå en række statslige initiativer, som kan nedbringe landbrugets CO2-udslip og dermed være med til at formindske afgiften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ifølge TV-stationen blandt andet anbefalinger om skovrejsning, køb og udlægning af lavbundsjorde og brug af ny teknologi som for eksempel pyrolyse - en teknologi, hvor kulstof fra landbrugets overskudshalm og restfibre fra biogasanlæg bindes i biokul, så det ikke forurener atmosfæren.

Det er næsten to år siden, at regeringen bad ekspertudvalget med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen om at komme med nogle bud på, hvordan en fremtidig CO2-afgift kan se ud.

Ifølge TV2 vil de to øvrige anbefalinger lyde på en afgift på 375 kroner per ton i samspil med tiltag om skovrejsning, pyrolyse og udtagning af lavbundsjorde.