Lyt til artiklen:

Landboforening sender overskud retur for femte år i træk

00:00
Hastighed: ???x
02:27

For femte år i træk præsenterer Kolding Herreds Landbrugsforening overskud, og det skal for ligeså mange år i træk komme medlemmerne til gode. Derfor har bestyrelæsen besluttet at overskudsdele 1,8 millioner kroner, ud af et overskud på 2,3 millioner kroner. Det skriver Landbrugsforeningen i en pressemeddelelse.

- Jeg er stolt over, at vores gamle forening driver en levende virksomhed, der konsoliderer sig år for år, og både som KHL-medlem og som landmand er jeg glad for at være med i et fællesskab, hvor vi med overskudsdelingen viser, at vi står sammen. Det er ikke bestyrelsens holdning, at vi skal samle penge sammen. De skal i stedet ud, hvor der er brug for dem: Hos medlemmerne, som er grundlaget for, at KHL har en velfungerende rådgivningsvirksomhed, siger Kolding Herreds Landbrugsforenings næstformand Poul Bøving Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han pointerer, at det er en kombination af efterspørgsel på foreningens ydelser, stram styring af økonomien og en stor indsats af KHLs medarbejdere, der har resulteret i årsresultatet.

Udlodningen modregnes på en faktura sammen med opkrævningen for medlemskontingent for 2023, og svarer til 5,75 procent af de købte ydelser i 2022 for økonomi, planteavl, miljø, teknologi og fjerkræ. Overskudsdelingen kommer oveni de 1,1 millioner kroner, som de aktive medlemmer i 2022 fik i timesatsrabatter. Samlet set betyder det, at 87 procent af det gennemsnitlige indbetalte kontingentbeløb på 3,3 millioner kroner vender tilbage til medlemmerne i form af rabatter og overskudsdeling.

- KHL er en spillevende forening, som forstår at holde på medlemmerne. Medlemstallet er status quo, hvilket er ret enestående i en tid med færre og færre landbrug. Men vores medlemmer er udfordrede. I 2022 lysnede det for blandt andet mælkeproducenterne og planteavlerne, mens andre driftsgrene som svineproduktionen var mere pressede. Generelt set er landbruget presset af stigende omkostninger til blandt andet foder, strøm og gødning, og vi afventer med lige dele spænding og frygt, hvordan den varslede CO2-afgift på landbruget kommer til at se ud. 2023 bliver endnu et udfordrende år for dansk landbrug, siger Poul Bøving Christensen.