Gunner Buck har været redaktør for ugemagasinet Grovvarenyt fra dets første udgave i 1995 med Grovvarehandelens Pressetjeneste som udgiver. I 2008 overtog han magasinet, som i et glidende generationsskifte fra 2011 til 2018 er overdraget til Helge Lynggaard, Pressebureauet Århus. Gunner Buck medvirker fortsat til udgivelsen af Grovvarenyt.

I 1982 blev Gunner Buck ansat som pressesekretær i Grovvarehandelens Pressetjeneste for at varetage informationsarbejde for møllere og grovvarekøbmænd samt deres organisation Landsforeningen Den frie Grovvarehandel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sideløbende med arbejdet for grovvarebranchen var Gunner Buck pressechef for den internationale landbrugsmaskinudstilling Agromek i Messecenter Herning i årene 1983 ? 2009. Han havde desuden ansvaret for pressearbejdet på Ungskuet i Herning fra 1983 til 1992, da skuet blev lukket og afløst af Landsskuet.

Aktiv debatør

Gunner Buck er opvokset på Stevns. Han er uddannet landmand og blev agronom fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1970.

I 1970-1972 var han sekretær i Tolvmandsforeningerne - med redaktion af Tolvmandsbladet som primær opgave. Han var redaktør af Effektivt Landbrug 1973 ? 1979 og landmand fra 1978 til 1982.

Gunner Buck tager gerne del i den offentlige debat med læserbreve og synspunkter om landbrug og miljø samt lokale emner.

Allerede i sine studieår var Gunner Buck aktiv i organisationsarbejde. Han har derefter varetaget forskellige bestyrelsesposter, bl.a. som formand for Vindblæs Friskole fra 1989 til 1993. I 2012 gik han forrest i en indsats for at redde Museumsforeningen for Hadsund og Omegn. Han var formand for foreningen fra juni 2012 til januar 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gunner Buck blev i 1971 gift med Lisbeth Buck, som er dyrlæge. Parret har to børn og tre børnebørn. Fødselsdagen fejres privat.