Igen i år døjer den årlige Plantekongres i Herning med for få tilmeldinger. Konsulenter, rådgivere og forskere er der nok af, men det kniber med at få lokket landmændene med.

- Det er jo ellers nu, at vi har tiden til det, lyder det fra Peter Poulsen, som udover at være planteavler også er med i Landbrug & Fødevares Planteproduktion og med til at arrangere Plantekongressen i samarbejde med Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På kongressen får man muligheden for at høre om det sidste nye indenfor planteavl, men også muligheden for at netværke, og det er rigtig vigtigt,

Peter Poulsen, Djursland Landboforening

- På kongressen får man muligheden for at høre om det sidste nye indenfor planteavl, men også muligheden for at netværke, og det er rigtig vigtigt, mener Peter Poulsen.

Det vigtige netværk

Peter Poulsen har været med til samtlige Plantekongresser i Herning. Udover at blive fyldt med ny viden indenfor planteavl, så møder han politiske kollegaer, gamle kammerater fra landbrugsskolen og måske endda naboen. Og netop det netværk mener Peter Poulsen er uvurderligt.

- Det er vigtigt at være orienteret om, hvad andre synes og tænker om tingene. Her kan jeg møde andre landmænd og tale om, hvordan det ser ud hos dem, mener han.

I år skal Peter Poulsen selv være ordstyrer ved en enkelt session, som hedder "Innovative godser" og det glæder han sig til. Her skal han blandt andet præsentere Anne Sophie Gamborg, som driver Møllerup Gods og har lavet en god forretning ved at producere hamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er sjovt, fordi det for mit vedkommende er en lokal, som har fundet en ny måde at lave aktiver på, understreger Peter Poulsen.

Fra forsker til tv-kendis

Kongressen byder på rigtig mange sessioner, som både er meget faglige, men også sessioner på et mere praktisk niveau, hvor en landmand kommer og fortæller om, hvordan produktionen ser ud hos dem. Men der er også indslag, som ifølge Peter Poulsen ligger helt uden for kategori. Det er eksempelvis sessionen med Anders Agger, som er journalist og dokumentarist, og som står bag flere prisbelønnede dokumentarserier på DR2.

- Det har jeg meldt mig til. Som politisk aktiv i Djursland Landboforening kunne jeg måske lære lidt om, hvordan man lytter til folk og spørger rigtig ind. Jeg synes, han har gjort det godt på tv, så ham vil jeg gerne møde, fortæller Peter Poulsen.