At være miljø- og fødevareminister i Danmark for tiden, er ikke noget job for sarte sjæle. Først kostede det Eva Kjer Hansen jobbet, og hendes afløser Esben Lunde Larsen har også måttet erkende, at han har sat sig i en meget varm stol.

Han kunne dog køle lidt af nogle dage under Folkemødet på Bornholm, hvor Maskinbladet blandt andet benyttede lejligheden til at spørge ministeren, hvordan det går med godkendelse af glyphosat:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil have kæmpe konsekvenser for europæisk landbrug, hvis ikke der kommer styr på det.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

- Omkring RoundUp afventer vi og ser, hvordan godkendelsesprocessen omkring glyphosat kommer til at forløbe. Det har mildest talt været noget af et cirkus ind til nu. Det vil have kæmpe konsekvenser for europæisk landbrug, hvis ikke der kommer styr på det. Jeg afventer spændt og laver noget benarbejde for at godkendelsesproceduren går igennem. Det bekymrer mig meget, hvis vi rundt om i landet får 98 forskellige miljøpolitikker i relation til, hvad der er op og ned, når det gælder grænseværdier. Det holder vi i ministeriet et vågent øje med, siger ministeren i en kommentar til situationen i Egedal.

Historien der ikke vil dø

Maskinbladet spurgte ham også, hvorfor den uendelige historie om Landbrugspakken ikke vil dø:

- Nogen har en interesse i at have den sag til at køre, mens jeg er optaget af, at der er lavet en god aftale for landbruget. Ellers har jeg ingen kommentar til sagen om Landbrugspakken, siger Esben Lunde Larsen til Maskinbladet.

Han er imponeret over de mange, der møder frem til Folkemødet og tager del i debatterne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv de små telte er fyldt med debatlystne danskere. Det er en kerne essens af demokratiet og de mange folkemøder, vi deltager i rundt om i landet. Jeg har deltaget i en del debatter på fødevareområdet om blandt andet cirkulær økonomi og kemikalier. Nogen vil gerne fremstille ethvert kemikalie som problematisk. Men det er det ikke - alt afhængigt af grænseværdierne, siger Esben Lunde Larsen.