Lyt til artiklen:

Debat: Med ja til glyphosat viser Danmark, at vi tager videnskaben alvorligt

00:00
Hastighed: ???x
04:10

Det var en sejr, da Danmark fredag den 13. oktober tog ansvar for fremtidens landbrug og stemte ja til at forlænge tilladelsen til at anvende ukrudtsmidlet glyphosat. En afstemning, der kunne have gået grueligt galt og ubegrundet sat hele den europæiske landbrugssektor over styr, hvis flertallet altså havde endt med et 'nej tak'.

Som landmand ved jeg, at glyphosat er et yderst vigtigt middel for dansk landbrug og for landbrug over hele Europa. Det hjælper os med at opnå højere udbytte og har samtidig en betydeligt mindre påvirkning på miljø og klima, end alternative metoder såsom pløjning. Vi taler altså ikke om, hvorvidt man i EU skal forbyde et lille, ubetydeligt pesticid. Vi taler om at afskaffe det mest anvendte og skånsomme ukrudtsmiddel i hele verden, som sikrer, at vi landmænd hver dag kan producere fødevarer nok, så der altid er mad på bordet. Derfor vil et forbud mod glyphosat have kolossale konsekvenser - ikke kun for landbruget, men for hele den europæiske fødevareproduktion og ikke mindst for vores klima og miljø

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i debatten om glyphosat opstår der desværre ofte skræmmebilleder og usaglige påstande, som skævvrider debatten. I kampen for et grønnere Europa tager følelserne af og til over, og det overses, at videnskaben klart og tydelig dokumenterer, at glyphosat ikke er en forhindring for en grønnere fødevareproduktion, men derimod et værktøj til det. Faktisk viser forskning, at et forbud mod glyphosat ville resultere i en stigning i landbrugets CO2-udledning.

Skelsættende måned forude for sprøjtemidler i EU

Se også:

Skelsættende måned forude for sprøjtemidler i EU

Man skal ikke nå at sætte sig ret meget ind i stoffet før, man finder ud af, at EU's eget uafhængige godkendelsesagentur på fødevareområdet, den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) gentagende gange og senest i sommeren 2023 har fastslået, at glyphosat er sikkert at anvende. Senest har EFSA i den hidtil mest omfattende europæiske analyse af glyphosat konkluderet, at der ikke er alvorlige risici for mennesker og miljø ved brugen af glyphosat. Det er vurderinger baseret på videnskabelig ekspertise, og som bygger på 2.400 videnskabelige studier af glyphosat. Det er altså 180.000 sider med viden om glyphosat! At modsætte sig så grundigt et uafhængigt, fagligt arbejde peger på, at kritikere er mere styret af ideologi end af sund fornuft.

Ingen landmænd er interesserede i at ødelægge naturen eller gøre folk syge. Tværtimod. Netop derfor er det vigtigt at lytte til EFSA's konklusion om, at glyphosat er sikkert for både natur og mennesker. Der er desuden indbygget forskellige begrænsninger i lovgivningen, som sikrer, at stoffet anvendes ansvarligt og i overensstemmelse med sikkerhedsanbefalingerne.

Forbud mod glyphosat nedstemt i Europa-Parlamentet

Se også:

Forbud mod glyphosat nedstemt i Europa-Parlamentet

Vi skal være saglige i diskussionen om vores natur og vores landbrug, så debatten ikke forfalder til skadelige sort-hvid-diskussioner, der ikke afspejler virkeligheden. Vi skal kunne tale sammen og forholde os til den samme objektive information, så vi sammen kan træffe de bedste beslutninger for fremtiden.

Det er godt for os alle, at EFSA går i dybden med at undersøge glyphosat, så vi kan være sikre på, at det er sikkert at anvende. Jeg mener faktisk også, at mængden af glyphosat, der anvendes skal reduceres mest muligt, så vi bruger det på klogest mulig vis. Det er der heldigvis god mulighed for med ny teknologi til præcisionssprøjtning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg er glad for, at Danmark med sin fornuftige beslutning om at stemme for en forlængelse af tilladelsen til at anvende glyphosat viser det gode eksempel til resten af Europa. Med vores stemme har vi lyttet til videnskaben og er med til at bevare en stærk landbrugssektor i Danmark og Europa. Det skal vi være stolte af. Vi er ikke i mål endnu med forlængelsen af tilladelsen til at anvende glyphosat i Europa, og derfor skal vi danskere blive ved med at gå forrest for en saglig tilgang og for at sikre en fortsat stærk fødevareproduktion. Det vil jeg blive ved med at kæmpe for i Europa - hver dag.