Landbrug & Fødevarer har allerede fundet afløseren for Søren Gade, som forlod direktørposten for få uger siden.

Ny direktør bliver justitsminister Karen Hækkerup (S). I et interview fredag morgen i TV2 sagde hun blandt andet, at hun glæder sig helt ubeskriveligt til udfordringen og til sammen med Landbrug & Fødevarer at tegne profilen og arbejde for en lys fremtid for erhvervet. Og hun fortalte, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde udtrykt, at hun var ked af at miste Karen Hækkerup som minister, men samtidig var stolt af, at stå i spidsen for en regering, hvor andre kan bruge en af hendes ministre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand for Landbrug & Fødevareminister Martin Merrild roste i morgenradioavisen den nye direktør og henviste blandt andet til Landbrug & Fødevarers erfaring med hende i hendes periode som fødevareminister. Han fremhævede blandt andet Karen Hækkerups troværdighed.

Lidt senere i TV2 sagde han, at Karen Hækkerup forstår at skabe tillid til sig og kan fortsætet Den Nye Fortælling.

Han mener også, at valget af Karen Hækkerup som ny direktør viser, at Landbrug & Fødevarer er en del af det moderne Danmark og repræsenterer et erhverv, der kigger fremad.

På spørgsmålet om, hvorfor Landbrug & Fødevarer har valgt en socialdemokrat som ny direktør, svarede Martin Merrild, at organisationen først og fremmest har kigget efter en person med de rigtige kvalifikationer og ikke hvilket parti, vedkomemnde er medlem af.

Karen Hækkerup har kun været justitsminister siden 12. december 2013, da hun fik posten efter en fire måneder som fødevareminister.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun nåede dog trods den korte periode at blive en populær fødevareminister i landbrugskredse.

Hun har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne siden 2005.

Ny justitsminister bliver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og hun afløses i beskæftigelsesministeriet af Henrik Dam Kristensen (S).