Der er varme hilsner til Karen Hækkerup, der har valgt at forlade sin stilling som justitsminister for at blive direktør for Landbrug & Fødevarer, hvor hun afløser den populære Søren Gade.

Men meget tyder på, at landbrugets interesseorganisation i Karen Hækkerup har fundet en værdig afløser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere landboforeninger og fødevareforbundet NNF hilser i hvert fald den nye direktør velkommen.

De har alle haft gode oplevelser med Karen Hækkerup, der var fødevareminister i en kort periode fra august til december sidste år.

Her gjorde hun et godt indtryk på landbruget, blandt andet da hun deltog på Sønderjysk Landboforenings delegeretmøde.

Det fortæller formand Christian Lund:

- På Landboforeningernes delegeretmøde sidste år hørte vi for første gang i mange år en fødevareminister, der forholdt sig positivt og konstruktivt til landbrugets og fødevareerhvervets muligheder for at bidrage til Danmarks fremtidige vækst, beskæftigelse og værdiskabelse. Det var nærmest en enestående oplevelse at høre dette positive indlæg fra en socialdemokratisk fødevareminister, efter at vi i mange år har oplevet ensidig negativ tilgang til vort erhverv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også forbundsformand Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF, ser frem til samarbejdet med den nye direktør.

- Jeg nåede at have nogle rigtig interessante møder med Karen Hækkerup, da hun sad som fødevareminister, så jeg ser afgjort frem til et godt samarbejde med hende og Landbrug & Fødevarer.

Formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, tager også godt imod den nye direktør:

- Økologien er et solidt flagskib i landbrugets grønne omstilling, og den nye direktør har i sin tid i regeringen medvirket til at sætte et nationalt mål om at fordoble det økologiske areal. En aktuel opgave er arbejdet med revisionen af EU's økologiregler, hvor vi håber på et godt samarbejde, siger Per Kølster.

Herdis Dam, formand for Nordsjællands Landboforening, siger til epn.dk om den nye direktør:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde brug for en god nyhed, for der er mange udfordringer, som vi skal igennem. Og der er brug for en bred forståelse for, at vi kan løse problemerne, hvis vi får de rigtige redskaber.

Samarbejde

Sønderjysk Landboforenings formand håber, at den afgående justitsminister vil sikre ordentlige juridiske forhold for landets landmænd.

Christian Lund siger, at erhvervet kan håbe på, at "tiden som justitsminister har givet Karen fornemmelse for, at vi som landmænd også skal have en ordentlig retssikkerhed vedr. ejendomsrettet og brugsretten til den jord vi har købt og betalt til erhvervsformål, og ikke bare til at pleje naturinteresser.

Ole Wehlast har også et håb til fremtiden:

- Hvis vi vil noget med fødevareindustrien i Danmark, så nytter det ikke noget, at landmændene og vores medlemmer kæmper mod hinanden. Det kommer der hverken vækst eller beskæftigelse ud af. Vi har en fælles interesse i at styrke fødevareerhvervet, og derfor må vi også kæmpe sammen, siger Ole Wehlast.