Racerkører Jan Magnussen behøver næppe nærmere præsentation. Bag sig har han en tid i Formel 1 og fire klassesejre på Le Mans, ligesom han er blevet berømt for udtalelsen "nummer to er den første taber". Nu har Jan Magnussen også prøvet kræfter med en mejetærsker.

626 hestekræfter. Så meget yder en John Deere S690i mejetærsker, og det er nogenlunde det samme som ydelsen i racerkørerens Jan Magnussens officielle firmabil, en Corvette C6.R, som han blandt andet kører i det berømte 24-timers Le Mans.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men hvordan føles de mange hestekræfter, når de ligger i en stor, tung mejetærsker i stedet for lille, let racerbil?

- Det føles helt fantastisk, når man gasser op, sagde en begejstret Jan Magnussen, som for en dag var testpilot i Maskincenter Sjællands grønne demo-mejetærsker på markerne ved Gavnø Gods på Sydsjælland.

- Du kan tydeligt mærke kræfterne på den måde, den flytter sig på. Den er jo kæmpestor og tung, men når man giver den gas, det virker bare så nemt for den at komme i gang, uden at man føler, den bliver belastet. Jeg fandt jo hurtigt ud af, at motoren skal have fuld gas hele tiden, for at tærskeværket kan arbejde optimalt. Det er noget jeg kan lide, grinede den 40-årige racerkører.

Jan Magnussen fik en grundig lektion af Maskincenter Sjællands mejetærskerspecialist, Søren Schmidt, før han blev sat bag rattet af den store maskine - assisteret af sønnen Luca på fire år.

Imponeret

- Jeg er mest imponeret over, hvor effektivt den arbejder. Det tager langt kortere tid at høste marken, end jeg troede, og den æder sig bare gennem landskabet, uden at det på nogen måde virker hårdt for den. Samtidig er den ret nem at køre. Jeg har kørt mange forskellige køretøjer, men jeg har aldrig høstet med en mejetærsker, og alligevel kunne jeg styre den helt alene efter en kort introduktion, sagde racerkøreren, der også var imponeret over John Deeres Farmsight-løsninger som AutoTrack.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan godt se, at der er sket en massiv udvikling i landbruget, når man skal programmere en computer og fange nogle satellitter, før man kan komme ud og høste. Men jeg håber sandelig ikke, at teknologien breder sig til min branche. For det bliver temmelig kedeligt at køre racerløb, hvis bilen selv begynder at finder den perfekte vej gennem svingene, sagde Jan Magnussen.

Den alternative test var arrangeret af Maskincenter Sjælland.